Rivalers ekspertmøde bliver vigtigt for Novo Nordisk

Hos Novo Nordisk krydser man fingre for, at rivalerne kommer igennem med, at deres diabetesmiddel kan reducere dødeligheden hos patienter i højrisiko-gruppen, for så er der samme håb for Novos eget præparat, siger selskabets forskningsdirektør.
Foto: Novo Nordisk/PR
Foto: Novo Nordisk/PR
AF RITZAU FINANS

Der bliver lyttet godt med hos Novo Nordisk, når konkurrenterne Eli Lilly og Boehringer Ingelheim den 28. juni får gennemgået deres hjerte-kar-data med diabetespillen Jardiance af et uafhængig ekspertpanel.

Mødet skal munde ud i en anbefaling til den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA om, hvorvidt eksperterne mener, at lægemiddelstyrelsen bør godkende en udvidet indikation, så Jardiance ud over diabetes også kan bruges til at forebygge hjerte-kar-lidelser hos diabetikere.

Novos diabetesmiddel Victoza har også vist sig at kunne beskytte mod hjerte-kar-lidelser, og håbet er, at konkurrenterne består eksamen hos FDA, så Novo senere får god mulighed for at gøre kunststykket efter.

"Jeg håber, at "empa" (Jardiance, red.) får en ny indikation, der siger, at de kan reducere dødelighed hos diabetespatienter i højrisikogruppen. For får de ikke det, og er FDA negative, så bliver det jo op ad bakke for alle, der har den her type lægemidler, siger Novos koncernforskningsdirektør," Mads Krogsgaard Thomsen, til Ritzau Finans.

Han ser af samme grund mødet som en god forberedelse, inden Novo selv skal præsentere sine data for eksperterne næste år.

"Vi vil kunne lære meget af det ekspertpanelmøde, for det er første gang, at der er et diabetesmiddel, der har vist gode effekter på hjerte-kar-sygdom. Så det vil vi følge meget tæt," siger Novo-direktøren.

Han regner dog ikke med, at det bliver en smal sag for konkurrenterne at komme igennem seancen.

FDA er kendt for at være særdeles kritisk, og ikke alt peger i den rigtige retning i hjerte-kar-studierne for Jardiance. Pillen viste sig at reducere risikoen for hjerte-kar-død med 38 pct., men et af målepunkterne - risikoen for slagtilfælde - steg uden at det dog var statistisk signifikant.

"Deres data er rigtig gode målt på hjerte-kar-død. Til gengæld trender det den gale vej, når man ser på slagtilfælde i hjernen. Så det, jeg vil følge med i, er, hvor meget FDA og deres statistikere går op i robustheden omkring data," siger Mads Krogsgaard Thomsen og tilføjer:

"Min holdning er, at Leader-data er mere robuste statistisk set, fordi alle de målepunkter, vi har, trender i den samme retning."

Forskningsdirektør: Vi går efter ny indikation til Victoza

Analytiker: Hjerte-kar-fordel bør løfte salget af Novo-middel

Afgørende data øger potentiale for Novos guldæg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også