Storkunde dropper omstridt blodprøvefirma

Amerikanske Theranos, der laver blodprøveanalyser, er for alvor nede og bide i græsset efter detailkæden Walgreen i weekenden valgte at droppe samarbejdet med selskabet, der er under anklage for at lave upræcise analyser. Historien skal nu laves til film.
Foto: Presse/Theranos
Foto: Presse/Theranos

Det har været ventet et stykke tid, men nu har USA's største detailkæde Walgreens endegyldigt valgt at droppe sit samarbejde med Theranos, der laver blodprøveanalyser.

Det skriver The Wall Street Journal (WJS).

Årsagen skulle være Walgreens frustrationer over ikke at få udleveret mere information og dokumentation fra Theranos, efter det er kommet frem, at virksomheden har rettet i titusindevis blodprøver, inklusive mange der er taget på patienter i Walgreens apoteker.

I en pressemeddelelse, som Theranos sendte ud søndag aften, skriver detailkæden, at de afslutter det næsten tre år lange samarbejde med Theranos med umiddelbar virkning, og dermed lukker alle de testfaciliteter, som Theranos har hos detailkæden, hvor folk har kunnet gå ind og få taget meget hurtige blodprøver gennem et lille stik i fingeren frem for ved den traditionelle metode med en nål i armen. Det er den metode, Theranos blev berømt og fik succes på, men som har vist sig at være alt for upræcis og nu er i myndighedernes søgelys. Theranos undersøges også for, om selskabet har misinformeret investorerne om blodprøvens effektivitet.

Alvorligt slag

Walgreens afslutning på samarbejdet med Theranos er et alvorligt slag for blodprøvefirmaet, fordi Walgreen er selskabets absolut største kunde og de 40 wellness-centre, som var etableret hos detailkæden var Theranos vej ud til kunderne og deres troværdighedsstempel.

Ifølge WJS’s kilder skulle Teranos være på udkig efter en ny storkunde som en supermarkedskæde eller en apotekerkæde, og har selv åbnet et blodanalyse-center i Arizona.

”Kvalitet og sikkerhed er vores topprioriteter og vi arbejder tæt sammen med myndighederne for at sikre, at vi ikke bare lever op til føderale regler, men også overgår dem,” siger Theranos talskvinde, Brooke Buchanan, som svar på Walgreens opsigelse af samarbejdet. Hun erklærer sig også skuffet over, at Walgreens har besluttet at afslutte samarbejdet.

Til Hollywood

Theranos blev stiftet tilbage i 2003 af Elizabeth Holmes, da hun droppede ud af Stanford University som 19-årig. Baggrunden skulle være, at Elizabeth Holmes er rædselsslagen for nåle.

Derfor fik hun udviklet teknologien, der betyder, at en patient, kan nøjes med at prikke sig i fingeren og sende en lille mængde blod ind til test. Håbet var, at flere vil lade sig teste for alt fra tegn på diabetes, hjertesygdom eller cancer, og dermed få behandling.

Ideen gjorde Elizabeth Holmes, der nu er 32 år, til den yngste kvindelige milliardær i USA. Spørgsmålet er så, hvad hun er værd nu. Historien om Holmes, der næsten altid optræder i bukser og rullekrave, som nu afdøde Apple-stifter Steve Jobs, er nu ved at blive skrevet til det hvide lærred i Hollywood og ifølge BioSpace skal den oscarvindende skuespillerinde Jennifer Lawrence spille Elizabeth Holmes.

Mediet har dog ingen oplysninger om, hvornår indspilningerne skal starte eller om, hvorvidt manuskriptet overhovedet er på plads. Men det skulle være instruktør og manuskriptforfatter Adam McKay, der står bag.

Theranos sagsøgt efter ugyldige blodprøver 

Blodprøvefirma står til at miste storkunde

Ny nedtur for Theranos-milliardær 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også