Bavarian Nordic vil være med til Zika-bekæmpelse

Det danske biotekselskab Bavarian Nordic vil søge finansiering til at slutte sig til rækken af selskaber, som arbejder på at finde en vaccine til Zika-virussen.
Foto: Andre Penner/AP/POLFOTO
Foto: Andre Penner/AP/POLFOTO

Siden Zika-virussen for alvor kom på alles læber i staten af året, har snart det ene selskab, snart det andet begyndt at kigge nærmere på mulighederne for at udvikle en vaccine mod virussen, der skaber alvorlige misdannelser hos gravide kvinders fostre. Og nu vil Bavarian Nordic også være med. Det melder selskabet i regnskabet for første kvartal, som er offentliggjort fredag morgen.

Beslutningen kommer på baggrund af opfordringer fra flere forskellige sundhedsmyndigheder, herunder USA's Biomedical Advanced Research and Development Authority (BARDA) og World Health Organization (WHO). Bavarian Nordic har derfor indsendt sit bud på, hvordan man kan bruge selskabets MVA-BN-vaccine i udviklingen af vacciner til infektionssygdomme, herunder Zika.

”Vi ser fortsat stor støtte fra vores partnere, herunder den amerikanske regering, som har bedt os om vores råd til, hvordan man kunne udnytte vores MVA-BN-platform i kampen mod nye tropiske sygdomme,” siger Paul Chaplin, Bavarian Nordics adm. direktør, i regnskabsmeddelelsen

Dermed slutter Bavarian sig også til en voksende gruppe af selskaber (i februar var der allerede 15), som forsøger at komme først med en vaccine eller kur mod Zika-virussen, og få del i blandt andet de 1,9 mia. dollars, som præsident Barack Obama har bedt det amerikanske senat om at bevillige til bekæmpelse af sygdommen.

Blandt andet er den store franske medicinkoncern Sanofi, gået i gang. Selskabet har meget stærke erfaringer fra deres arbejde med en vaccine mod den ligeledes myggebårne dengue-feber, og ses derfor som en meget prominent spiller, men også mindre selskaber som BioCryst (som også er en Bavarian-rival på ebola-området) kigger nærmere på potentialet i den tropiske virus.

 Senatorer nærmer sig Zika-aftale

 Nød-godkendelse til Zika-test

 Investor: Bavarian i drømmeposition til zika-ordre 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også