Ugebrev: Trods ringe resultater er Veloxis-aktien interessant

På trods af stort underskud i selskabet er Veloxis-aktien stadig interessant, vurderer Økonomisk Ugebrev, der dermed løfter anbefalingen til "køb". Det er blandt andet direktørskiftet, som ugebrevet finder interessant.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Veloxis Pharmaceuticals præsenterede medio november regnskabet for de første ni måneder af 2015, der viste et driftsunderskud på 132 mio. kr. og et underskud efter skat på 114 mio. kr. Begge resultater var klart ringere end de tilsvarende tal for 2014, men alligevel er aktien interessant.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue, der opjusterer kursmålet til aktien til 3,00 kr. mod et slutniveau fredag på 1,70 kr. Anbefalingen løftes til "køb".

Kapitaltilførsel

Ugebrevet fremhæver, at Veloxis ligger i forhandlinger omkring tilførsel af yderligere kapital til selskabet. Ledelsen har oplyst, at der vil blive tale om gældsfinansiering i form af højrentevirksomhedsobligationer.

"Formålet med kapitaltilførslen vil være at understøtte den amerikanske lancering af Envarsus, skriver ugebrevet, der venter, at der bliver tale om en kapitaltilførsel i omegnen af 300 mio. kr. og med en rentesats, som må forventes at ligge lige under 10 pct."

Ugebrevet vurderer dog også, at det er muligt at selskabet vil koble gældsfinansieringen op på salget af Envarsus, således at man afdrager løbende med en procentdel af salget.

Datapakke interessant

Datapakken for Envarsus er favorabel versus Prograf og Advagraf, vurderer ugebrevet, der også tror, at det bør være muligt for Veloxis i løbet af 2016 at indgå en partneraftale på attraktive vilkår for områderne uden for USA og Europa.

Direktørskifte interessant

Torsdag annoncerede Veloxis en overraskende, men ikke desto mindre ifølge ugebrevet interessant, udskiftning på topchefposten.

Det blev meddelt, at selskabets hidtidige administrerende direktør William J. Polvino fratræder, og erstattes af Craig A. Collard med omgående virkning.

"Collard har en langt mere business-orienteret og strategisk profil end den forhenværende direktørs mere medicinske indgangsvinkel, og Collard har blandt andet stået i spidsen for biotekselskabet Cornerstone Therapeutics i 11 år, indtil det i 2014 blev opkøbt af Veloxis’ nuværende europæiske samarbejdspartner Chiesi," oplyser ugebrevet.

Ugebrevet vurderer, at Collards forbindelse til Chiesi kan gå hen og blive et væsentligt aktiv for Veloxis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også