Analyse viser fordele ved Victoza

En ny metaanalyse offentliggjort i forbindelse med den internationale diabetesorganisations (IDF) årlige konference, fremhæver vigtige fordele ved Victoza.
Foto: Jens Lindhe
Foto: Jens Lindhe
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisks Victoza kommer ud som vinder i en metaanalyse, der ser på en række diabetesmidlers evne til at reducere langtidsblodsukkeret.

Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse, som er sendt ud i forbindelse med den årlige diabeteskonference arrangeret af den internationale diabetesorganisation, IDF.

Metaanalysen så på den relative blodsukkereffekt af Victoza sammenlignet med diabetespiller, der tilhører klassen af SGLT-2-hæmmere, herunder pillerne Canagliflozin fra Johnson & Johnson, Dapagliflozin fra Astrazeneca samt Empagliflozin fra Eli Lilly og Boehringer Ingelheim. I alle tilfælde gav Victoza anledning til en større placebojusteret gennemsnitlig sænkning af blodsukkeret.

"Vi har hidtil manglet direkte sammenligningsstudier af Liraglutid (Victoza, red.) overfor SGLT-2-hæmmere indenfor type 2-diabetes, så denne analyse er værdifuld viden for læger, der behandler mennesker med type 2-diabetes, som er utilstrækkeligt reguleret med diabeteslægemidler i tabletform," mener Maria Lorenzi, MSc, hovedforfatter og forskningsleder fra Redwood Outcomes, ifølge pressemeddelelsen.

Konklusionerne bygger på en såkaldt netværks-metaanalyse, der analyserer på data fra en lang række studier og giver mulighed for at sammenligne lægemidler, der ikke tidligere er sammenlignet direkte.

Som følge af metodikken kan nogle af de indirekte sammenligninger i netværks-metaanalysen af Victoza over for SGLT-2-hæmmere være skævvredet. Det skyldes eksempelvis, at der kan have været forskelle blandt de patienter, studierne er gennemført i. Det gælder især varigheden af diabetes og antallet af yderligere diabeteslægemidler i tabletform, oplyser Novo.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også