Victoza uden effekt i eksternt hjerte-kar-studie

Et mindre, eksternt studie viser, at Novo Nordisk-midlet Victoza ikke beskyttede mod hjerte-kar-sygdomme.
Foto: Torben Åndahl
Foto: Torben Åndahl
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisks Victoza formåede ikke at beskytte mod hjerte-kar-sygdomme i et mindre eksternt studie med 300 patienter.

Studiet, som Novo ikke har andel i, blev gennemført af organisationen Heart Failure Clinical Research Network og var finansieret med statslige midler, rapporterer Reuters.

Resultaterne blev offentliggjort på en medicinalkongres i Orlando i weekenden og viste ingen væsentlige forskelle mellem Victoza og placebo, når det kommer til at forhindre dødsfald eller hospitalsindlæggelse hos patienter med fremskreden hjerte-kar-sygdom.

Novo er dog i færd med selv at gennemføre sit eget langt større hjerte-kar-studie af Victoza, det såkaldte Leader-studie. Det omfatter over 9000 patienter og har statistisk set langt større mulighed for at fastslå, om behandling med Victoza giver hjerte-kar-mæssige fordele.

Novo venter at offentliggøre de første resultater fra det imødesete Leader-studie sent i første kvartal næste år.

Konkurrenterne Eli Lilly og Boehringer Ingelheim blev tidligere i år de første til at vise hjerte-kar-mæssige fordele ved behandling med et diabetesmiddel, diabetespillen Jardiance.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også