Investeringsbank: Markedet undervurderer Genmab på flere fronter

Den europæiske investeringsbank Bryan Garnier indleder dækningen af Genmab med en anbefaling om, at man som investor bør købe aktien.
AF RITZAU FINANS

Aktiemarkedet er ikke optimistisk nok i forhold til mulighederne for Genmabs to kræftmidler Daratumumab og Ofatumumab (Arzerra).

Det vurderer den europæiske investeringsbank Bryan Garnier, som indleder dækning af Genmab-aktien med en købsanbefaling og et kursmål på 870 kr.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, er i øjeblikket ved at gennemgå registreringsansøgningen for Daratumumab, der er til behandling af knoglemarvskræft. Ansøgningen gælder i første omgang patienter, som allerede har modtaget tre behandlingsforløb.

Og Bryan Garnier har en forventning om, at FDA godkender midlet i slutningen af året, hvilket vil åbne for, at midlet også kan blive givet til kræftpatienter tidligere i behandlingsforløbene.

"Da vi venter, at Daratumumab også bliver godkendt til tidligere behandlinger, forventer vi et topsalg på 5 mia. euro takket været en stigende mængde kliniske data og støtte fra Johnson & Johnson (Genmab-partner, red.)," skriver analytiker Mickael Chane-Du i en analyse.

Derudover peger han på, at aktiemarkedet undervurderer potentialet for Ofatumumab til behandling af multipel sclerose. Han venter, at midlet, der i forvejen markedsføres til behandling af kronisk lymfatisk leukæmi under navnet Arzerra, med et konservativt estimat - kan nå et topsalg på 2 mia. euro.

Mickael Chane-Du påpeger blandt andet, at selskabet Roche har haft fremragende studieresultater med et middel med en tilsvarende virkningsmekanisme, Ocrelizumab, hvilket baner vejen for vækst.

I den forbindelse mener han, at Ofatumumab (Arzerra) står godt rustet, da midlet ikke kræver en hospitalsindlæggelse og gives ved indsprøjtninger i det øverste lag af huden.

Genmab-aktien stiger tirsdag 0,6 pct. til 716 kr. Dermed er der ifølge Bryan Garnier endnu et vist potentiale i aktien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også