Amerikansk finanshus skærer 11 mia af Novo-fremtid
![Foto: Carsten Bundgaard](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article6764414.ece/ALTERNATES/schema-16_9/LarsRebien03%2520-%2520copyright%2520Carsten%2520Bundgaard.jpg)
Novo Nordisk skuffede en lang række investorer og analytikere i kølvandet fra sidste uges kvartalsregnskab, hvor det især var svagere end ventede udmeldinger til omsætningsvæksten i 2016, der medførte panderynker, og nu melder det amerikanske finanshus Jefferies også i koret.
Jefferies skræller således ifølge Business.dk over 11 mia. kr. af sine forventninger til Novos omsætning i 2020, så amerikanerne nu venter et salg på lige knap 101 mia. kr. mod tidligere 112 mia. kr.
Det er dog i højere grad udmeldingen fra Novos franske rival Sanofi i samme uge, der har fået Jefferies til at sænke forventningerne til produktsalget.
Den franske medicinalkæmpe meldte i forbindelse med sit kvartalsregnskab, at man nu venter, at salget af diabetes-relaterede produkter vil falde 4-8 pct. på årsbasis i faste valutakurser frem mod 2018. I november sidste år ventede selskabet en flad udvikling.
"Vi vurderer, at prisen på Tresiba, Levemir og Xultophy vil blive linket til Lantus i USA, hvilket vil have en negativ effekt baseret på opdateringen fra Sanofi i forbindelse med selskabets regnskab for tredje kvartal. Vores nedjustering af Novo Nordisks produkter sker primært på grund af lavere prisforventninger, men også på grund af en anelse lavere vækst overordnet set på insulinmarkedet," skriver Jefferies ifølge Berlingske Business i sin analyse.
Finanshus: Novo indhenter rival i 2025
Novo forventer medium til høj vækst næste år