Biotekrigmand: Danske universiteter bør have et løft

Hvis det danske biotekmiljø skal have et løft, skal man starte med at kigge på universiteterne, mener investor og rigmand Claus Christiansen, der ikke ser det som en tilfældighed, at netop Boston-området er så attraktivt for investorer, som det er.
Foto: Jyllands-Posten
Foto: Jyllands-Posten

Det er ingen tilfældighed, at verdens stærkeste biotekmiljø ligger i Boston i USA. Sådan lyder udmeldingen fra den danske biotekinvestor Claus Christiansen.

”Harvard ligger i Boston, og mange firmaer vil gerne være i Boston, for der kommer de dygtigste kandidater ud, og det trækker kapital og talent til, så der er noget selvforstærkende i det,” siger han.

Han mener, at de danske universiteter skal oppe sig, hvis vi skal have noget at konkurrere med i fremtiden.

”Vi kommer ikke til at leve af at sy skjorter. Den tid er forbi. Der er jo mange ting, vi ikke kan konkurrere på, så hvis Danmark skal fortsætte med at være et rigt land, skal vi konkurrere på viden, ideer og kreativitet,” påpeger han.

Plejer egen talentmasse

Hos Nordic Bioscience er man i tæt kontakt med de danske universiteter både i forhold til forskning, men også i forhold til de studerende.

”Vi har en del universitetsafdelinger, der sender deres studerende ud for at skrive speciale hos os. Vi tilbyder ti af dem en ph.d., og ud af dem fortsætter cirka tre hos os, så vi er selvforsynende med dygtige folk og har været det i mange år,” fortæller han.

Claus Christiansen lægger ikke skjul på, at man generelt på universiteterne bør arbejde på den danske talentmasse.

”Det vil da være fantastisk lækkert, hvis universitetsuddannelserne i Danmark fik et løft op, for jeg tror da ikke, at danskere er klogere eller dummere end amerikanere,” siger han.

Så det er her vi skal starte, hvis vi skal løfte hele det danske biotekmiljø?

”Ja, det tror jeg vil være et godt sted at starte. Man kan jo have to forskellige holdninger. Skal vi bruge kulturpengene til at sige, at Det Kgl. Teaters ballet skal være den bedste i verden, eller skal vi give alle piger på fire år et bastskørt?, spørger han, inden han selv kommer med svaret.  

”Det er der jo ikke nogen facitliste på, men jeg synes da nok, at man skulle bruge pengene på den kongelige ballet.”

 Biotekrigmands rolle udspillet om et par år

 Biotekinvestor udfordrer Novo 

 Rigmand satser på fibrose  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også