Nordea: Teva-opkøb afspejler ny tendens

Reaktionen på Tevas gigantiske opkøb af Allergans generikaforretning for mere end en kvart billion kroner peger mod en helt ny tendens på aktiemarkedet, mener Nordea.
Nordeas Michael Borre ser en ny tendens i reaktinen på Tevas opkøb af Allergan Generics | Foto: PR foto
Nordeas Michael Borre ser en ny tendens i reaktinen på Tevas opkøb af Allergan Generics | Foto: PR foto
AF RITZAU FINANS

Det israelske medicinalselskab Teva Pharmaceutical har mandag formiddag offentliggjort en aftale om at købe amerikanske Allergan Generics for 40,5 mia. dollar.

Som reaktion sender investorerne Teva-aktien i vejret med omkring 8 pct. Dermed følger Teva-aktionærerne en ny tendens, hvor investorer ser positivt på opkøb. Det vurderer Michael Borre, der er aktiespecialist i Nordea, i en kommentar.

Traditionelt har det ifølge Michael Borre ellers kunnet give investorer nervøse trækninger, hvis et selskab foretog et storopkøb, fordi selskabet dermed løber en betydelig risiko.

"Men det seneste års tid er investorerne i stedet begyndt at smile. Man kan således i stigende grad se, at opkøbernes egne aktiekurser også stiger, når opkøb eller rygter om opkøb kommer frem. Teva Pharmaceuticals er seneste eksempel, men et andet eksempel var sidste år, da Pfizer forsøgte at købe svenske AstraZeneca. Da Pfizer fortalte aktiemarkedet, at selskabet var interesseret i AstraZeneca, steg aktiekursen på både Pfizer og AstraZeneca," skriver Michael Borre.

Årsagen til aktionærernes opkøbsbegejstring er ifølge aktiespecialisten, at det er blevet attraktivt i en verden med begrænset vækst, når virksomheder kan købe sig til vækst. Samtidig betaler selskaberne meget lave rentesatser for at låne penge, og finansieringsomkostningerne er dermed relativt lave i dag.

Foto: Dan Balilty/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Dan Balilty/AP/POLFOTO/arkiv

Det er ellers ikke småpenge, Teva slipper for Allergan. Tevas betaling på 40,5 mia. dollars for konkurrentens division for kopimedicin svarer til knap 280 mia. danske kr. Teva har selv en markedsværdi på 52,4 mia. dollars.

"Det tilkøbte selskab er således næsten lige så stort som Teva selv, hvis man sammenligner værdien af selskaberne. Så store opkøb er sjældne, og Tevas ledelse udviser dristighed med et opkøb i denne størrelsesorden. Alligevel er investorerne begejstrede," skriver Michael Borre.

Investorernes entusiasme omkring Teva-handlen skyldes dog ikke kun deres generelle optimisme omkring opkøb, men også konkrete forhold, påpeger Michael Borre. Teva forventer i løbet af tre år at kunne opnå en årlig synergi på 1,4 mia. dollars fra opkøbet. Og det tilkøbte selskab har i forvejen et driftsoverskud på 2,8 mia. dollar.

"I det lys er der tale om et meget stort potentiale for effektiviseringstiltag og lavere skattesats, når de to selskaber kombineres. Teva vil ifølge egne beregninger kunne øge overskuddet per aktie med over 20 pct. allerede to år efter købet. Dette er givetvis en af grundene til aktiemarkedets begejstring over købet," vurderer Michael Borre.

Allergan-aktien stiger 7,7 pct. til 332 dollars efter få minutters handel på Wall Street. Teva, der hører hjemme i Israel, men også er noteret i USA, stiger 7,9 pct. til 66,74 dollars. Falder handlen endeligt på plads, rykker Teva op i topti blandt verdens største medicinalselskaber.

 Teva dropper ét milliardopkøb for at foretage et andet  

 Israelsk medicinalselskab forhandler gigantopkøb 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også