Teva dropper ét milliardopkøb for at foretage et andet

Flere måneders forsøg fra Tevas side i forhold til at overtage rivalen Mylan i en giganthandel er nu endeligt droppet fra det israelske selskabs side. Til gengæld bekræfter Teva en anden, trecifret milliardovertagelse.
Foto: /ritzau/AP/George Widman
Foto: /ritzau/AP/George Widman

Den israelske medicinalkoncern Teva har droppet én kærlighed til fordel for en anden. Mandag meddeler selskabet, at man endegyldigt dropper det flere måneder lange overtagelsesforsøg i relation til den irske rival Mylan og bekræfter i samme ombæring, at man er ved at overtage Allergans kopimedicinforretning i en handel til mere 40,5 mia. dollars - 276 mia. kr.

Dermed bekræfter selskabet forlydender fra tidligere på dagen om, at en handel mellem de to selskaber var under forhandling.

"I lyset af vores strategiske opkøb af Allergan Generics, som vil omdanne industrien, har vores bestyrelse og ledelsesteam besluttet, at en tilbagetrækning af forslaget om at erhverve Mylan er i den bedste interesse for Tevas aktionærer," udtaler Teva-topchef Erez Vigodman i en selskabsmeddelelse og fortsætter:

"Siden vi annoncerede forslaget om at erhverve Mylan den 21. april har vi haft lejlighed til at tale med mange af vores investorer om fremtiden for den generiske industri, og vi er overbeviste om vores påtænkte transaktion med Allergan bedst positionerer Teva til at lykkes i dagens industrilandskab."

Ind i topti

Overtagelsen medfører ifølge Teva selv, at selskabet rykker ind i medicinalverdenens topti. Efter opkøbet forventer ledelsen, at den samlede omsætning i 2016 lander på 26 mia. dollars, mens det kombinerede driftsresultat (EBITDA) forventes at ligge på omkring 9,5 mia. dollars.

I forbindelse med offentliggørelsen af handlen meddeler Teva desuden foreløbige regnskabstal for andet kvartal - tal, der ellers først skulle komme på torsdag.

De viser en omsætning på 4,97 mia. dollars, hvilket er et fald på 2 pct. i forhold til samme periode i 2014. Fraregnet valutakurspåvirkninger og frasalg af amerikanske håndkøbslægemiddelfabrikker er omsætningen steget 6 pct.

Transaktionen blev enstemmigt godkendt af bestyrelserne i Teva og Allergan og forventes gennemført i det første kvartal af 2016.

Teva har 4,6 pct. af aktierne i Mylan, og man er ved at overveje mulighederne i forhold til, hvad der skal ske med den beholdning.

 Israelsk medicinalselskab forhandler gigantopkøb

 Teva stort skridt tættere på tvangsægteskab med Mylan

 Storaktionær siger ja til Mylan-opkøb

 Teva øger presset på Mylan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også