Analytiker: Ikke et chok at Tresiba droppes i Tyskland

Novo Nordisk har haft det svært på det tyske marked, og blandt andet derfor er man villig til at ofre det. Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker hos Sydbank.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
RITZAU FINANS

Novo Nordisk stopper sin distribution af insulinet Tresiba i Tyskland. Tyskland er godt nok et af de større markeder i Europa, men ikke et af dem, hvor Novo Nordisk historisk har haft de største markedsandele.

Novo Nordisk har godt nok ønsket at tage markedsandele i Tyskland med Tresiba. Men nu giver den danske medicinalkoncern altså op. Det er dog ikke nogen stor overraskelse, lyder det fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.

"De tyske myndigheder vil gerne prissætte Tresiba på linje med humaninsulin, som har været på markedet i 30 år," siger han til Ritzau Finans.

Men den prissætning er lavere, end hvad Novo Nordisk ønsker at gå med til.

"Derfor kommer det ikke som stor overraskelse, at de trækker sig. Men man har gjort et forsøg," slår Søren Løntoft Hansen fast.

Handlen på C20-indekset bevidner da også, at investorerne ikke ser det, at Novo Nordisk har droppet Tresiba, som det store problem. Tværtimod har Novo Nordisk en times tid før Børsens lukning en fremgang på omkring 2,5 pct. til 9,000 kr.

"Det ikke kommer som en stor overraskelse, fordi man ikke havde sat et stort salg i gang i Tyskland," forklarer Søren Løntoft Hansen.

Den væsentligste grund til, at Novo Nordisk ikke ønsker at gå med på den tyske sygeforsikrings prissætning er ifølge senioranalytikeren, at andre markeder bruger Tyskland som reference for prissætningen.

"Det har i det hele taget været vanskeligt for Novo Nordisk på det tyske marked. Derfor er man villig til at ofre Tyskland for at kunne få en bedre pris på andre og måske mere interessante markeder," forklarer Søren Løntoft Hansen.

Det er ikke kun Novo Nordisk, men også nogle af selskabets konkurrenter, der har haft udfordringer med den tyske sygeforsikring, også når det gælder andre diabetesmidler.

"Novo Nordisk er derfor ikke de første, der trækker nye innovative produkter fra det tyske marked, fordi man ikke har kunnet opnå tilskud," forklarer Søren Løntoft Hansen.

At Novo Nordisk har trukket Tresiba fra Tyskland vil formegentlig ikke ændre ved selskabets prissætning på de markeder i Mellemøsten, Asien og Latinamerika, der bruger priserne i Europa som reference, vurderer han.

Når det gælder fremtiden på det tyske marked, vurderer Sydbanks senioranalytiker, at Novo Nordisk vil stå på sidelinjen og se an, om de tyske sundhedsmyndigheder og sygeforsikringer bløder op.

"Så længe den tyske sygeforsikring forsøger at prissætte nye midler på linje med 30 år gamle, tror jeg meget få medicinalselskaber har lyst til at lancere deres produkter på det tyske marked," siger Søren Løntoft Hansen.

Det mest interessante marked for Novo Nordisk fremover er ifølge analytikeren USA, hvor Novo Nordisk er i skarp konkurrence med franske Sanofi, der står bag præparater som Lantus og Toujeo.

"Der vil vi se en helt anden prissætning på Tresiba. Når det efter min vurdering bliver godkendt omkring oktober i år, så vil det stort set være på linje med Lantus og Toujeo," mener Søren Løntoft Hansen.

"Udsigterne for USA er gode. Novo Nordisk kommer formentlig med det bedste middel inden for basalinsulin. Med de fordele, der er forbundet med Tresiba og det injektions-device, Tresiba kommer i, tror jeg, at man på sigt vil være i stand til at tage markedsandele fra Sanofi," uddyber han

/ritzau/FINANS

 Novo stopper Tresiba-salg i Tyskland

 Novo starter på HSBC's skepsisliste 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også