Sanofi sender ansøgning for Lyxumia om få uger

Det Zealand Pharma-udviklede diabetesmiddel Lyxumia kan ramme det lukrative amerikanske marked en lille smule tidligere, end det hidtil har været forventningen.
Af RITZAU FINANS

Det danske biotekselskab Zealand Pharma kan muligvis se frem til, at GLP-1-midlet Lyxumia, der bliver givet til diabetes 2-patienter, kan ramme det lukrative amerikanske marked en lille smule tidligere, end det hidtil har været forventningen.

I hvert fald har det franske medicinalselskab Sanofi, som står for at få Lyxumia på markedet, tirsdag meddelt, at det venter at indsende en registreringsansøgning til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, inden for de "kommende få uger."

Det skriver Bloomberg News med henvisning til udviklingsdirektør for Sanofis diabetesforretning, Riccardo Perffetti.

Det kan dermed umiddelbart lyde som om, at ansøgningen til FDA bliver skibet af sted tidligere end planlagt, da den hidtidige udmelding har været, at ansøgningen ville ende i FDA's postkasse i tredje kvartal.

Meldingen fra Sanofi kommer, efter at det franske selskab mandag fremlagde positive studieresultater fra et hjerte-kar-studie med netop Lyxumia.

Studiet, der vurdererde hjerte-kar-sikkerheden af diabetesmedicinen sammenlignet med placebo, viste, at midlet har en neutral effekt i forhold til hjerte- og hjerte-kar-lidelser i højrisikopatienter. Med andre ord er der ikke forhøjede risici forbundet med brug Lyxumia.

For diabeteslæger giver studiet anledning til opmærksomhed, fordi der er tale om første gang, at et GLP-1-middel er kommet igennem et stort fase 3b hjerte-kar-hændelsesstudie. Dermed kan der skrues ned for eventuelle bekymringer.

"Vores konklusion er, at vi kan berolige læger og patienter med, at dette er en god måde at reducere deres langtidsblodsukker i kombination med andre lægemidler, uden at det giver risiko for hypoglykæmi og samtidig med sikkerhed for, at der ikke er hjerte-kar-risici," sagde studiets ansvarlige, Marc Pfeffer, professor i medicin ved Harward Business School, under et pressemøde i Boston.

 Ingen hjerte-kar-lidelser ved Zealands Lyxumia

 Positive fase 3-data for Zealands Lyxumia 

 Status quo for Lyxumia-salg

 Analyse: Uklarhed om Zealand Pharma for stor til at vurdere værdi

 Zealand tilfreds med salgsudviklingen

 Zealand: Ser frem til USA-ansøgning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også