Sobi bekræfter opkøbsfølere

Det svenske biotekselskab Sobi, der har danske Bo Jesper Hansen som bestyrelsesformand og betydelig aktionær, bekræfter, at man har modtaget et ikke-bindende købstilbud. Bestyrelsesformanden er derudover tavs. (opdateret kl. 08:58)
Foto: Sobi/ PR
Foto: Sobi/ PR
AF RITZAU FINANS & BENJAMIN WERNER CHRISTENSEN

Det svenske biotek- og farmaselskab Swedish Orphan Biovitrum, Sobi, bekræfter mandag morgen, at selskabet har modtaget et foreløbigt og ikke-bindende opkøbstilbud.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Selskabet understreger, at det endnu ikke er sikkert, at følerne vil ende i et endeligt tilbud.

"Der er ingen sikkerhed for, at der vil komme et tilbud, og betingelserne for tilbuddet er heller ikke fastlagt. Der vil komme en meddelelse, når det er hensigtsmæssigt," skriver selskabet.

Bestyrelsesformand Bo Jesper Hansen er da også ganske fåmælt.

"For nuværende har jeg ingen kommentarer, udover hvad vi allerede har kommunikeret i press release," skriver han i en e-mail til MedWatch.

Ifølge Bloomberg News er det store selskaber som blandt andet Pfizer, der kan være interesseret i svenskerne. Pfizer har allerede i dag et partnerskab med Sobi. Det siger kilder til Bloomberg.

Biogen har også et partnerskab med Sobi - og det kan også være dem, der kigger på dele af eller hele selskabet.

Sobi, der er på markedet for sjældne lidelser, havde i 2014 samlede indtægter på 2,6 mia. svenske kr. og cirka 600 medarbejdere. Og ifølge Bloomberg er selskabets nuværende værdi på 30,8 mia. svenske kr.

Aktierne i Sobi kostede fredag 111,70 svenske kr. efter være steget mere end 4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også