Analytiker: Amerikansk insulinmarked tegner lyst

Novo Nordisk store konkurrent på insulinmarkedet Eli Lilly har øget salget af det langtidsvirkende insulin Humalog. Analytiker vurderer, at det amerikanske insulinmarked tegner lyst.
Foto: Eli lilly/PR
Foto: Eli lilly/PR
AF RITZAU FINANS

Kvartalsregnskabet fra Novo Nordisks store konkurrent Eli Lilly tegner et ganske lyst billede af markedssituationen på det amerikanske insulinmarked. Det vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

I USA steg salget af Humalog, der konkurrerer med Novos Novolog, med 12 pct. til 420,6 mio. dollar drevet af, hvad Lilly betegner som engrosleddets indkøbsmønstre og højere priser.

"En af de ting, vi leder efter med lys og lygte, når Novos konkurrenter kommer med regnskab, er, om rabatgivningen til betalerne er intensiveret. Det synes jeg bestemt ikke, at Lillys tal vidner om. Snarere tværtimod. Rabatgivningen er selvfølgelig intensiveret over de senere år, men ikke hvis man sammenligner med tredje og fjerde kvartal sidste år," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han venter, at Novos resultater i første kvartal vil være præget af nogle af de samme positive forhold, som Lilly peger på.

"Det drejer sig om god underliggende vækst, prisforhøjelser og et lettere sammenligningsgrundlag, fordi grossisterne reducerede deres lagre i første kvartal sidste år," siger Søren Løntoft Hansen.

Lillys henvisning til engrosleddets indkøbsmønstre kan med andre meget vel dække over de lagerreduktioner sidste år, som ikke er blevet gentaget i år. Desuden blev Lilly også i fjerde kvartal ramt af lagerreduktioner, hvilket kan have rykket noget salg til første kvartal, vurderer Søren Løntoft Hansen.

Han estimerer, at Novo har solgt Novolog for omkring 4,9 mia. kr. på verdensplan i første kvartal. Det er 1 mia. kr. mere end i samme periode sidste år og en vækst på 26 pct.

Eli Lillys samlede globale salg af Humalog steg med 5 pct. i første kvartal til 684 mio. dollar, mens analytikerforventningerne var på 676 mio. dollar, ifølge Bloomberg News. Uden for USA faldt salget af Humalog med 4 pct. opgjort i dollar. Årsagen var valutamodvind, der kun delvist blev opvejet af stigende volumener.

Salget af Eli Lillys humane insulin, Humulin, var stort set uændret i første kvartal, hvor det landede på 315,7 mio. dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også