NNIT offentliggør børsprospekt

Novo Nordisks IT-selskab har offentliggjort børsprospekt.
AF RITZAU FINANS

NNIT, der er Novo Nordisk it-selskab, har mandag morgen offentliggjort sit børsprospekt i forbindelse med selskabets planlagte børsnotering, der ventes gennemført senest 6. marts.

Jesper Brandgaard, bestyrelsesformand for NNIT og finansdirektør i Novo Nordisk, siger, at NNIT gennem de seneste ti år har gennemgået en betydelig transformation:

"Novo Nordisk er meget tilfreds med selskabets udvikling. Vi vurderer dog, at en ændring af ejerstrukturen vil være en fordel, og at NNIT som børsnoteret selskab kan styrke sin markedsposition både i Danmark og internationalt," siger han i en meddelelse til fondsbørsen.

Aktierne kommer til at koste mellem 100-120 kr. pr. stk. Og den samlede værdisætning ses dermed udgøre 2,5-3 mia. kr. Novo Nordisk modtager hele nettoprovenuet fra udbuddet. Aktierne udbyder til salg fra 25. februar til 5. marts.

Der vil blive udbudt 10.000.000 stk. aktier, hvilket svarer til 40 pct. af aktiekapitalen, til offentligheden. 25,5 pct. af aktiekapitalen beholdes af Novo Nordisk, hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud, mens 25,5 pct. af aktiekapitalen på visse betingelser vil blive købt af Novo til en kurs pr. aktie svarende til udbudskursen.

Per Kogut, der er administrerende direktør i NNIT, siger, at "dagens igangsættelse af børsnoteringen er en vigtig milepæl i virksomheden".

"Vi er stolte af vores stærke udvikling i løbet af de seneste ti år og er overbeviste om, at NNIT er en robust virksomhed, der er positioneret til fortsat vækst. Vi ser frem til at byde nye aktionærer i NNIT velkommen," siger han.

Det er Danske Bank og Morgan Stanley & Co. International, der er udpeget som Joint Global Coordinators og Joint Bookrunners for den planlagte børsnotering, mens Skandinaviska Enskilda Banken, Danmark, er Co-Lead Manager, oplyser NNIT.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også