Nordnet: Novo er igen de private investors favorit

Private investorer er vilde med at købe Novo Nordisk-aktier.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Januar var en god måned for aktieejere på fondsbørsen i København. Det toneangivende C20 Cap-indeks steg over en vred kam med 7 pct., og hele otte ud af 20 aktier steg med mere end 10 pct., viser en opgørelse fra Nordnet.

Selv om de private investorer kun solgte danske aktier for 19 mio. kr. i januar, så var måneden alligevel præget af porteføljejusteringer.

"På trods af en uløst konflikt i Ukraine og den græske økonomiske krise, blev de urolige forhold overtrumfet af ECB’s beslutning om at fyre sin pengebazooka af. Investorerne bliver ved med at fokusere på, at i en lavrentetid er aktierne fortsat det mest attraktive investeringsvalg," siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en pressemeddelelse.

Og selv om Novo Nordisk kursudviklingsmæssigt blev overhalet af blandt andet Genmab, Nordea, Novozymes og Vestas, var Novo Nordisk også i januar de privates absolutte aktiefavorit.

"Efter en stigning på mere end ti pct. i januar alene, kunne man forvente en vis privat gevinsthjemtagning. Det skete dog ikke, og de private købte flere aktier i Novo Nordisk på månedens sidste handelsdag, som samtidig var dagen for Novo Nordisks årsregnskab. Novo Nordisk er i en liga for sig selv og hævet over andre gode aktier," siger Per Hansen.

Vestas har nærmest haft monopol på at være den mest handlede aktie hos de private. Men i årets første måned var rederiet Torm tæt på at slå Vestas af pinden.

"Kursstigningen i Torm, som på et tidspunkt var seksdoblet, gav Torm-aktien vinger. Interessen holdt sig også efter, at aktien faldt tilbage, og Torm sluttede på en noget nær delt handelsmæssig førsteplads med Vestas i januar," siger investeringsøkonomen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også