Amgen viser positive data for biosimilær Humira

Verdens bedst sælgende lægemiddel, AbbVies Humira, får måske konkurrence af Amgen, der meddeler positive resultater fra fase 3-forsøg med biosimilært adalimumab.
MAZ PLECHINGER

AbbVies middel til behandling af en række autoimmune sygdomme, Humira, har længe ligget suverænt nummer et på lægemidlernes bestsellerliste. I første halvår af 2014 solgte Humira således for astronomiske 5,93 mia. dollar. Topplaceringen trues imidlertid bagfra af Gileads hepatitis-lægemiddel Sovaldi, men nu toner en ny og langt mere direkte trussel op.

Ifølge FierceBiotech har biotekgiganten Amgen meddelt om positive resultater for virksomhedens biosimilære kandidat, ABP 501 i det første af to fase 3-forsøg, hvor effekten er sammenlignet med adalimumab - Humira - hos patienter med moderat til svær plaque psoriasis. En af Humiras otte indikationer. Fra baseline til uge 16 i behandlingen var den procentvise forbedring på Psoriasis Area and Severity Index (PASI) inden for den præspecificerede ækvivalensmargin sammenlignet med adalimumab. Også omkring sikkerhed og immunogenicitet viste ABP 501 sig sammenligneligt.

Når Humira - i lighed med i øvrigt Sovaldi - har kunnet holde sig på toppen, skyldes det ikke mindst vanskeligheden i at kopiere biologiske lægemidler. Hvilket understreger det mulige potentiale i Amgens positive biosimilære forsøg.

"Vi ser frem til at fortsætte med at løfte vores erfaring og ekspertise inden for bioteknologi for at kunne bringe biosimilære til patienter," siger Sean E. Harper, vicepræsident i Amgens R&D-afdeling ifølge FierceBiotech.

Amgen har seks biosimilære molekyler under udvikling og forventer at sende porteføljen på markedet fra 2017.

 Ottende godkendelse til mega-blockbuster

 Stor fremgang for verdens bedst sælgende lægemiddel

 FDA nærmer sig regler for biosimilærer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også