EU flytter medicinreguleringen

Det Europæiske Lægemiddelagentur kommer under den nye kommission igen til at høre under industridirektoratet. Beslutningen vækker også bekymring.
AF MAZ PLECHINGER

Ansvaret for reguleringen af medicin i EU skal ikke længere høre under sundhedsdirektoratet. Det skriver Dagens Pharma

Under unionens nye præsident, Jean Claude Juncker, flyttes Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) således fra DG Sanco (Health & Consumers) tilbage til industridirektoratet DG Enterprise (Internal Market, Industry, Entrepreneurship & SME’s), hvor det også lå indtil 2010.

I en mail til Dagens Pharma skriver Mina Andreeva fra kommissionens talsmandsservice, at skiftet er foranlediget af agenturets primære felt.

»EMA blev flyttet for at afspejle dets tyngdepunkt i forhold til den gældende EU-lovgivning, som er bestemmelserne i det indre markeds fri bevægelighed for varer. DG SANCO og DG Enterprise vil fortsat arbejde sammen om at opnå den størst mulige sikkerhed på sundhedsområdet,« lød det.

Imidlertid glæder genhusningen af EMA ikke alle.

Tidligere leder af det europæiske forbrugernævn (BEUC), Jim Murray, beskriver på sin blog tilbageflytningen som ”en god dag for lægemiddelindustrien, men en dårlig dag for den offentlige sundhedstilstand", og et britisk parlamentsmedlem fra Labour, Glenis Willmott, var i en pressemeddelelse ikke mere positiv.

”Da jeg forhandlede gennemsigtighedsloven for kliniske forsøgsresultater, ønskede DG Enterprise at udvande reglerne. Nu skal de så overvåge Det Europæiske Lægemiddelagentur, der implementerer gennemsigtighedsreglerne. Det er ærligt talt bekymrende,” skrev hun:

”Dette er en dårlig beslutning fra præsident Junker. Jeg håber, at han hurtigt kommer til fornuft og omstøder den.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også