Swedbank spår spændende Novo-år forude

Den svenske storbank Swedbank ser meget lyst på fremtiden for Novo Nordisk.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Swedbank ser fortsat lyst på udsigterne for Novo Nordisk og gentager anbefalingen "køb". Regnskabsmæssigt vil væksten vise sig afdæmpet i første halvår, men flere vigtige begivenheder venter i løbet af de kommende 3-12 måneder, mener Swedbank.

"Novos vækstbase er på vej til at blive udvidet med flere internationale bidrag og adskillige lanceringer forude. Dette er også reflekteret i større ambitioner for salg-, marketing og forskning og udvikling, hvilket forklarer denne periode med reduceret operationel gearing," skriver bankens analytiker Johan Unnerus i en optakt til regnskabet for andet kvartal.

Han hæver kursmålet for Novo-aktien med 10 kr. til 260.

Efter 47 kvartaler på stribe med tocifret organisk vækst, voksede Novos omsætning blot med 7 pct. i lokal valuta i første kvartal. Ledelsen sænkede samtidig forventningerne for første gang i 12 år og spår nu en vækst på 7-10 pct. i lokal valuta i år mod tidligere estimeret 8-11 pct.

Samtidig advarede Novo-ledelsen om, at første halvår vil blive afdæmpet, hvorefter væksttempoet tager til i andet halvår.

Swedbank-analytikeren peger i notatet på, at Novos regnskabstal for andet kvartal er af begrænset betydning, mens han i stedet vil fokusere på nyt om lanceringerne af Novos nye insuliner Tresiba og Ryzodeg, væksten for Novos supersællert Victoza i USA samt de generelle udsigter for resten af året.

"Under et positivt scenarie vil de næste 12 måneder formentlig markere begyndelsen på en forlænget periode med tocifret vækst og solid operationel gearing. I værste fald, kan Novo blive en anelse mere eksponeret mod konkurrence i et marked med høje adgangsbarrierer og solide vækstdrivere," skriver Johan Unnerus.

Blandt de vigtigste kommende begivenheder for Novo er den europæiske lancering af kombinationspræparatet Xultophy, der bygger på Victoza og Novos nye insulin Tresiba. I september kommer Novos højdosisudgave af Victoza - 3 mg Liraglutid mod fedme - til eksamen hos et uafhængigt ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse. Endelig ventes i anden halvdel af året fase 3-data fra Novos ultrahurtigtvirkende insulin, og i starten af 2015 ventes nyt om fase 2 studierne med oral GLP-1 samt de første data fra fase 3-studierne med den ugentlige GLP-1-analog Semaglutid.

Novo-aktien handler onsdag middag 1,2 pct. højere i 254,7 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også