Sanofi trækker sig fra kræftsamarbejde

Franske Sanofi tror ikke længere på potentialet af en lægemiddelkandidat til behandling af en række kræfttyper, som man har udviklet i samarbejde med det amerikanske biotekselskab Merrimack Pharmaceuticals, og trækker sig derfor fra partnerskabet.
Foto: Sanofi
Foto: Sanofi

Den franske medicinalkoncern Sanofi indgik i 2009 et klinisk samarbejde med det amerikanske biotekselskab Merrimack Pharmaceuticals angående udvikling af lægemiddelkandidaten MM-121 i en række kræftindikationer.

Men i løbet af de seneste fem år har kandidaten fejlet i en række kliniske forsøg, og det får nu den franske gigant til at trække sig fra samarbejdet. Det skriver Merrimack i en pressemeddelelse. Heraf fremgår det, at biotekselskabet igen overtager de fulde rettigheder til udvikling of kommercialisering af kandidaten.

MM-121 er et monoklonalt antistof rettet mod det specielle gen ErbB3, som spiller en rolle i udviklingen af en række kræfttyper, og de to partnere har undersøgt midlet i fase 2-forsøg mod lunge-, bryst- og æggestokkræft. Men kandidaten har misset det primære effektmål i alle tre indikationer.

Fortsætter ufortrødent

Men selvom Sanofi nu kaster håndklædet i ringen, så er Merrimacks tro på kræftkandidaten tilsyneladende fast.

”Vi er taknemmelige for Sanofis støtte over de seneste fem år og tror på, at dataene, som blev genereret gennem dette partnerskab, beviser MM-121’s potentiale til at hjælpe de patienter, der har størst risiko for forværring af sygdommen med nuværende behandlinger,” udtaler Merrimacks adm. direktør Robert Mulroy i meddelelsen og tilføjer:

”Vi tror på, at MM-121 har potentiale til at blive en grundlæggende behandling af en række solide tumortyper, og vi planlægger at fortsætte udviklingen gennem fremtidige strategiske partnerskaber. Det næste skridt er at diskutere vores fase 2-data og potentielle muligheder for godkendelse med FDA.”

Sanofi vil blive ved med at finansiere det nuværende fase 2-program for MM-121 de kommende 6 måneder, oplyser Merrimack.

 Sanofi-ejet kræftmiddel fejler for tredje gang 

 Lægemiddel-kandidat fra Sanofi fejler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også