Analytiker: Sværere konkurrence for ALK mod Stallergenes i Japan

ALK Abellos japanske studie nåede ikke de primære endemål. Det vil betyde vanskeligere konkurrenceforhold for ALK, vurderer analytiker.
Af Ritzau Finans

På baggrund af den vellykkede gennemførelse af de europæiske forsøg med samme behandlingsform, er det overraskende, at Alk-Abellós japanske partner, Torii, mislykkedes med sit forsøg med Alks tabletvaccine mod allergiske luftvejslidelser forårsaget af husstøvmider. Det vurderer aktieanalytiker i Jyske Bank, Frank Hørning Andersen.

Det mislykkede forsøg betyder, at Torii må nøjes med registreringsansøgning for behandling mod allergiske reaktion - rinit.

"Det betyder, at man får en noget snævrere indlægsseddel på produktet, fordi man nu ikke kan gå ud og henvende sig til den her gruppe af patienter. Og det betyder, at hvis produktet kommer på markedet, så får de et lidt mere anstrengt konkurrenceforhold til Stallergenes, fordi de har jo også kun deres rinit på. Så man har fået en lidt dårligere indikation gående ind på det japanske marked," siger Frank Hørning
Andersen.

Det er vigtigt, men man skal også huske på, at Alk-Abelló har gode resultater på husstøvmideprogrammet i Europa, og at fase III undersøgelse af behandlingsformen pågår i USA, anfører analytikeren.

"Det er ikke en underdrejning af hele programmet, men jeg tror ikke, at man får den her ting på indlægssedlen i Japan uden nye studier," mener han.

Kursreaktionen på nyheden er mandag et kursfald for Alk-Abelló aktien på 4 pct. eller 32 kr., og det er nok noget overdrevet, mener analytikeren.

"Jeg må nok tage mine japanske estimater lidt ned, men det er måske en 10 kr., jeg skal barbere af mit kursmål. Når kursen falder noget mere, så skyldes det, tror jeg, at der er nogen, der har valgt at tage noget profit hjem, fordi Alk-Abelló har kørt så godt, som den har."

Det utilfredsstillende udfald af de japanske forsøg vækker måske også bekymring for de igangværende amerikanske forsøg med behandlingsformen, antager Frank Hørning Andersen.

"Nu har du nogle positive studier i Europa, og på den anden side nåede du ikke i mål i Japan. Og det giver selvfølgelig lidt spekulationer om de amerikanske data. Det kan ikke undgås," fastslår han.

 Alk-dir: Japanske patienter var måske ikke syge nok

 ALK's japanske tablet når ikke primære endemål

 Danskerne: Giv allergikerne den effektive behandling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også