Botox-ejer afviser endnu engang tilnærmelser
![Foto: Colourbox](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article4815607.ece/ALTERNATES/schema-16_9/COLOURBOX998664%255B1%255D.jpg)
Det amerikanske medicoselskab Allergan, der er mest kendt for skønhedsproduktet Botox, har endnu engang afvist tilnærmelserne fra canadiske Valeant, efter at sidstnævnte ellers havde løftet sit seneste bud på Allergan.
Det skriver Bloomberg News.
Allergans bestyrelse begrunder afvisningen af det forhøjede bud med, at tilbuddet fortsat værdisætter selskabet for lavt. Allergans bestyrelse er ifølge Bloomberg News "overbevist om," at Allergan kan skabe mere værdi, end tilbuddet repræsenterer.
Valeant øgede i slutningen af maj den kontante del af buddet på Allergan, så selskabet i alt tilbød 58,30 dollar per aktie - mod tidligere 48,30 - samt 0,83 Valeant-aktier per Allergan-aktie. Derudover tilføjede Valeant en betinget bonus baseret på det fremtidige salg af produktet Darpin samt et løfte om at bevare alle medarbejdere involveret i dets udvikling.
Allergan-aktien stiger med 0,6 pct. til 165,09 dollar fra start tirsdag, mens Valeants amerikanske notering stiger med 0,1 pct. til 126,75 dollar.
Valeant forsøger sig nu med fjendtlig overtagelse