Aamund pønser på nye investeringer

Asger Aamund, stifter, større aktionær og om få timer forhenværende bestyrelsesformand i Bavarian Nordic, er klar til nye investeringer i biotek, om alt går vel. Det bliver dog på helt andre vilkår, for hånden skal aldrig mere tilbage på kogepladen.
Foto: Claus Bjørn Larsen
Foto: Claus Bjørn Larsen
AF BENJAMIN WERNER CHRISTENSEN & HENRIK TÜCHSEN

Han kunne have haft en gigantisk formue stående på bankbogen, hvis han havde solgt sine aktier i Bavarian Nordic tilbage i de glade dage, inden finanskrisen satte sine dybe spor. Men så havde Bavarian Nordic ikke eksisteret i dag.

Men stifter, større aktionær og fra i morgen forhenværende bestyrelsesformand i Bavarian Nordic, Asger Aamund, fortryder ikke sine dispositioner. Også selvom de mange år i spidsen for biotekselskaber har krævet både blod, sved, men næppe tårer.

Det fortæller han i et større afskedsinterview med MedWatch i forbindelse med sit exit som bestyrelsesformand i Bavarian Nordic.

 Aamunds tro på et gennembrud er urokkelig 

 Bavarian jagter partnerskab til cancer-vaccine 

En stor del af Aamunds formue er placeret i investeringsselskabet A.J. Aamund A/S. Igennem efterhånden mange år har han været dybt afhængig af kursudviklingen i Bavarian Nordic, fordi hans personlige investeringsselskab, med undtagelse af en række næsten værdiløse NeuroSearch-aktier, udelukkende består af de omkring 7 pct. af Bavarian Nordics aktier, som han ejer. Den kendsgerning har i de senere år sat Aamund skakmat som følge af dramatiske kursdyk.

I perioder de seneste år er det kommet så vidt, at Nordea i regnskabet har måttet give finansieringstilsagn for et år ad gangen. Men med det nuværende kursniveau omkring 100 er der igen små plusser på kontoen.

 Kurshop i Bavarian Nordic gør Aamund-selskab gældfri 

Har du ambitioner om at blive i biotekverdenen, eventuelt investere i start-ups, hvis kursen i Bavarian udvikler sig positivt?

”Jeg håber da på, at der er tilstrækkelig med egenkapital (i A.J. Aamund, red.), efterhånden som tiden går, til at vi kan være med i nogle spændende, nye projekter. Men det skal være på en lidt anden måde end tidligere.”

Dermed henviser han til sit personlige selskab, A.J. Aamund, som før finanskrisen havde aktiver på omkring en milliard kroner som følge af aktierne i Bavarian Nordic og den høje aktiekurs, men samtidig havde en gæld på et par hundrede millioner kroner. Det skyldtes, at bankerne løbende ville have Asger Aamund selv, og dermed i praksis A.J. Aamund, til at gå med i kapitaludvidelser, hvis de skulle være med.

”Jeg har jo været et slags frivilligt gidsel hos både banker og de store institutioner, når de to selskaber (Bavarian Nordic og A.J. Aamund, red.) skulle kapitaliseres op,” siger Asger Aamund til MedWatch og tilføjer:

Hånden på kogepladen

”De sagde, at jeg som hovedaktionær og stifter skulle have hånden på kogepladen. De sagde, at jeg var termometret for dem og vidste, hvad der skete i selskabet. Der kunne det ikke nytte noget, at jeg sagde, at det jo var et forholdsvis beskedent selskab, og at de selv sad på nogle enorme pengekasser. De var fuldstændig ligeglade med det, når jeg sagde, at jeg jo på et eller andet tidspunkt skulle ud gøre mig selv lidt likvid,” siger Asger Aamund.

”Jeg stod med et valg om enten at kapitalisere mig selv op og så vinke farvel til NeuroSearch og Bavarian Nordic, fordi de så helt sikkert ville have været fortid i dag. Så havde jeg siddet og haft rigtig mange penge, men to døde selskaber i min kurv. For mig har der aldrig været tvivl i mit sind. Den må jeg æde. Bankerne var jo meget glade for at låne mig penge, så jeg kunne købe yderligere aktier, fordi de så havde en historie at gå ud med, når de skulle sælge aktier,” siger Asger Aamund.

Gik helt galt i 2008

Tilbage i efteråret 2008 styrtdykkede kursen på Bavarian Nordic. Ifølge Asger Aamund tabte selskabet 80 pct. af sin markedsværdi i løbet af blot tre uger, selvom man ikke kom med så meget som én eneste dårlig nyhed. Ifølge Asger Aamund faldt kursen så dramatisk, fordi det var på det tidspunkt, at finanskrisen satte ind, hvilket resulterede i, at alle de store investorer smed aktierne for at skaffe kontanter.

”Vi havde jo ikke idioter ansat i bestyrelsen for mit selskab, så vi havde en risikoprofil, der sagde, at vi aldrig måtte tage mere gæld, end at begge selskaber skulle kunne tabe halvdelen af værdien samtidig, og så skulle der stadig være rigelig med kapital ned til gælden. Der var jo ingen, der havde forestillet sig, at begge selskaber, på grund af en udefrakommende krise, skulle tabe 80 pct. af deres værdi. Det var for meget,” siger Asger Aamund.

Irritationsmoment

Har det gjort ondt?

”Nej, ikke for mig personligt, for det var jo ikke penge i lommen på den måde. Jeg tror nok, jeg havde haft det meget skidt, hvis jeg havde haft den milliard i cash. Altså haft en milliard på bankkontoen og så kylet den væk igen på investeringer. Jeg har aldrig følt, at de var der til disposition. Men det var et sportsligt og forretningsmæssigt irritationsmoment at udefrakommende faktorer fuldstændig har smadret det billede. Men det går jo godt med Bavarian Nordic, så jeg er fortrøstningsfuld,” siger Asger Aamund.

”Jeg vil aldrig mere investere på samme måde, hvor det kommer til at hænge på mig. Jeg vil godt gå ind som investor og måske også som rådgivende bestyrelsesmedlem for at få noget nyt op at stå, men der være nogle andre, som er førerhundene. Jeg vil aldrig mere sidde over for bankerne, som siger, at hvis ikke jeg er med, så er de væk. Så det vil mere blive med en armslængde og måske som nummer to eller nummer tre investor,” siger han.

Når Asger Aamund i dag stopper som bestyrelsesformand, bliver hans afløser den hollandske læge Gerard van Odijk. Han har tidligere i sin karriere blandt andet være adm. direktør for den israelske kopigigant Teva i Europa, ligesom han har haft flere topposter i den britiske medicinalkoncern GlaxoSmithKline. Og så er det en mand, som Asger Aamund selv har ønsket skulle afløse ham på pladsen for bordenden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også