Kurshop i Bavarian Nordic gør Aamund-selskab gældfri

Det danske biotekselskab Bavarian Nordics aktiekurs har på det seneste taget et kvantespring. Det betyder, at stifter og større aktionær, Asger Aamund, reelt kan blive gældfri i sit personligt ejede selskab.
Benjamin Werner Christensen & Henrik Tüchsen

Den danske erhvervsmand Asger Aamund, der frem til den 24. april 2014 er formand for Bavarian Nordic, har gentagne gange udtrykt forundring over, at aktiemarkedet aldrig reagerer på de mange, ifølge Asger Aamund selv, positive nyheder, som selskabet det seneste års tid er kommet med. Nu er det billede dog for alvor vendt, og med den seneste tids kursudvikling i Bavarian Nordic er Asger Aamunds personlige selskab, A.J. Aamund, nu reelt gældfri, hvis selskabet sælger aktiebeholdningen.

Det viser beregninger, som MedWatch har foretaget.

Den seneste tids store kurshop på mere end 20 pct. kommer i kølvandet på, at medicinalselskabet Bayer i sidste uge sendte et bud af sted på mere end 13 mia. kr. for det norske biotekselskab Algeta, der har en vaccine mod prostatacancer på markedet.

De to firmaer har samarbejdet om prostatacancermidlet Xofigo siden 2009 og begyndte at sælge lægemidlet på det amerikanske marked tidligere i år.

Bavarian Nordic-aktien er i år steget med lige over 80 pct. Selskabet udvikler bl.a. et lægemiddel mod netop prostatacancer og er i klinisk fase 3. Det er sidste udviklingstrin, hvor lægemidlet testes i en stor gruppe patienter, før det - om alt går vel - selskabet skal søge om godkendelse til markedsføring af lægemidlet.

Næsten 170 mio. værd

Bavarian Nordic er i dag så meget værd, at A.J. Aamund med et snuptag kan blive gældfri, hvis selskabet sælger den 7 pct. store aktiepost.

Med den nuværende kurs på 92 og en aktiekapital på 26.094.361 aktier, betyder det, at Bavarian Nordic har en markedsværdi på 2.400.681.212 kr., altså lige over 2,4 mia. kr.

Da Asger Aamund igennem A.J. Aamund ejer 7 pct. af Bavarian Nordic, er selskabets aktiepost altså i dag 168.047.685 kr. værd.

I det seneste årsregnskab fra A.J. Aamund er gælden på i alt 151.997.676 kr. En gæld, som storbanken Nordea indtil videre altså ikke har krævet indfriet.

Hvis aktiekursen i Bavarian fastholdes på det niveau året ud, vil  A. J. Aamund have aktiver, der er så meget værd, at egenkapitalen, der ved det seneste regnskab var negativ med 58 mio. kr., nu pludselig ville være positiv med knap 16 mio. kr.

Udover sin ejerandel på i omegnen af 7 pct. i Bavarian Nordic ejer Asger Aamund stadig en lille portion aktier i Neurosearch, som han i sin tid var med til at stifte. Det betyder i praksis, at A.J. Aamund har flere aktiver, end de 168 mio. kr., som aktieposten i Bavarian Nordic altså i dag er værd.

Af det seneste regnskab fra A.J. Aamund fremgår det dog, at selskabet er forpligtet til at foretage investeringer på op til 6,2 mio. kr. i Capidea Kapital A/S. Såfremt hele det beløb er blevet realiseret, vil egenkapital altså som udgangspunkt være maksimalt 6,2 mio. kr. lavere end de ca. 16 mio. kr.

MedWatch har talt med Asger Aamund, men han har ingen kommentarer, da der er tale om hans private selskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også