Stamcellebehandling på vej til hjertepatienter

Ifølge nyt studie fra Hjertecentret på Rigshospitalet kan behandling med stamceller forbedre hjertets pumpekraft og muskelmasse hos patienter med svær kronisk hjertesvigt.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

En gruppe patienter med svær kranspulsåresygdom kan i dag ikke behandles tilfredsstillende med medicin eller operation, og det problem forsøger Hjertecentret på Rigshospitalet at råde bod på. Data fra et studie, hvor man har behandlet patienter med svær kranspulsåresygdom og nedsat pumpeevne af hjertet med stamceller udtaget fra knoglemarven, viser nemlig positive tegn. Det fremgår af Rigshospitalets nyhedsbrev IndenRigs.

”Resultaterne fra studiet viser, at de patienter, der har fået den aktive behandling med stamceller har fået en væsentlig bedre pumpekraft og muskelmasse i hjertet, end de patienter der fik en placebo-indsprøjtning, udtaler professor Jens Kastrup fra Hjertecentret på Rigshospitalet, som har stået i spidsen for studiet, til IndenRigs.

Dobbelblindet studie

Studiet har været dobbeltblindet og har sammenlignet patienter, der har fået stamceller, med patienter, der har fået en placebo-saltvandsindsprøjtning.

Ifølge professoren er det for tidligt at sige noget om den blivende effekt hos patienterne, fordi studiet kun er fulgt i seks måneder. Han henviser dog, at et lignende studie tidligere har vist, at patienterne op til tre år efter behandlingen oplevede færre hjertesmerter, havde bedre pumpeevne, tog mindre medicin og havde færre indlæggelser.

Professoren er i kontakt med Det Europæiske Lægemiddelagentur og har drøftet, hvordan den næste fase skal foregå. Han vurderer, der vil gå en tre-fire år, før det i givet fald kan føre til et generelt tilbud til hjertepatienter.

Data for studie blev præsenteret på American College og Cardiology-konferencen i USA den 31. marts.

Læs historien fra IndenRigs her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også