Mannkind får løftet tommel af rådgivende panel i USA

Biotekselskabet Mannkind får opløftende nyheder fra et rådgivende panel under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, vedrørende selskabets inhalerbare insulin Afrezza.
Foto: colourbox
Foto: colourbox
AF RITZAU FINANS

Der er godt nyt til biotekselskabet Mannkind, der forsøger at få et nyt inhalerbart insulin på markedet, som kan tage kampen op med blandt andet danske Novo Nordisk på det voksende marked for bekæmpelse af diabetes.

Mannkind har fået anbefalet det inhalerbare insulin Afrezza til godkendelse af et rådgivende panel under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Den positive anbefaling fik i eftermarkedet aktien i Mannkind til mere end at fordoble sin værdi, rapporterer Bloomberg News.

Panelet mener, at Afrezza kan bruges til behandling af både type 1- og type 2-diabetes. Nogle af medlemmerne gav dog udtryk for, at der potentielt kan være visse risici ved brugen af Afrezza. De bliver dog opvejet af muligheden for at inhalere insulinet frem for at skulle stikke sig med en nål, og panelet peger på, at de mulige risici kan beskrives på en indlægsseddel.

Tommelen op fra det rådgivende panel er ikke ensbetydende med, at FDA godkender midlet. Men i de fleste tilfælde følger FDA anbefalingen. Så sent som i slutningen af marts ytrede FDA-medlemmer dog bekymring om Afrezza og dets effekt på lungefunktionen, ligesom at der blev rejst spørgsmål omkring manglende data fra et studie med diabetes type 1-patienter.

Mannkind har brugt knap otte år på at få godkendt sit inhalerbare insulin, men er to gange blevet stoppet af de amerikanske sundhedsmyndigheder i sit forsøg. Det skete senest i 2011.

Novo Nordisk har for år tilbage også arbejdet med inhalerbar insulin, men skrinlagde projektet, efter Pfizer i 2007 måtte trække sit inhalerbare insulin Exubera på grund af svigtende salg og bivirkninger. Også det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har forsøgt at udvikle inhalerbar insulin, men droppede projektet efter Pfizers flop.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også