Den danske medicinalkoncern Lundbeck indgår sammen med en række af verdens største medicinalkoncerner samarbejde med The Lieber Institute for Brain Development (Lieber Instituttet), der har verdens største og bedste samling af menneskehjerner fra patienter med psykiatriske sygdomme. Samarbejdet giver Lundbeck en række nye muligheder, fortæller Kim Andersen, direktør for Lundbecks forskning, i et interview med MedWatch.

”Det her er virkelig en mulighed for at prøve at oversætte noget af den genetiske forståelse, man har inden for skizofreni, til nogle biologiske hypoteser, der kan skabe nye lægemidler fremadrettet. Det er kernen i forhold til det her projekt,” siger Kim Andersen.

Det er måske en kende spekulativt, men man kunne vel godt forestille sig, at det her samarbejde kunne føre til deciderede partnerskaber om udvikling af lægemidler med de involverede selskaber?

”Det kunne sagtens ske. Alle vores senfase-programmer, altså efter fase 2, er jo partnerskaber. Vi tænker hele tiden på nye partnerskaber, både i forhold til at øge den viden, der skal til for at udvikle nye lægemidler, men selvfølgelig også i forhold til risikodeling, som jo er det andet parameter. Det er noget, vi tænker over i alle stadier af lægemiddeludvikling,” siger Kim Andersen.

Giganter med

Det fælles projekt giver, udover Lundbeck, Astellas, Pfizer, Roche og Eli Lilly en unik mulighed for at undersøge, hvordan gener påvirker udviklingen af hjernen og sygdomme i hjernen. Lieber Instituttets mere end 1.300 hjerner omfatter hjerner fra mennesker i alle aldre. I samlingen indgår desuden flere hundrede hjerner fra mennesker med hjernesygdomme samt hjerner fra pårørende og kontrolpersoner.

Kim Andersen fortæller samtidig, at de her såkaldte præ-kompetitive samarbejder, er stærkt forankret i Lundbecks strategi, og han nævner blandt andet Lundbecks involvering i den europæiske forskningsfond Innovative Medicines Initiatve (IMI) og samarbejdet med Michael J. Fox Foundation for Parkinson’s Research som eksempler.

”Der er faktisk overraskende meget, man godt kan dele i den præ-kompetitive fase på tværs af firmaer. Det er med til at forsøge succesen for de enkelte firmaer i forhold til at bringe nye behandlinger frem, men hvor man samtidig bevarer det, der er unikt for det enkelte selskab,” siger Kim Andersen.

Hvordan håndterer man sådan et samarbejde. Det er jo en hårfin balance i forhold til, hvor meget man skal dele?

”Man sørger for at finde nogle områder, hvor man kan samarbejde om nogle basale tools og bestemte dele af det, der skal til for at udvikle et lægemiddel, men samtidig bevarer konkurrencedelen. Vi skal få en forståelse af skizofreni på en ny måde, som så skal føre til, at vi kan få nye hypoteser eller bekræfte eksisterende hypoteser om, hvordan skizofreni opstår. Men derfra og så til at påvirke de her hypoteser, så man kan lave et lægemiddel mod de her biologiske systemer, der er der altså et stykke vej,” siger Kim Andersen og tilføjer:

”De enkelte firmaer kan jo så vælge at gå mange forskellige veje, og det er så her, det kompetitive element kommer ind, hvor Lundbeck måske vælger én vej, mens Pfizer eller Lilly vælger en anden. Og det er jo så dér, konkurrencen kommer ind,” siger han.

Stor forskel

Direktøren for forskning i Lundbeck påpeger samtidig den væsentlige forskel, der ligger i, at et præ-kompetitivt samarbejde netop adskiller sig ved, at man ikke har et partnerskab om at udvikle nye lægemidler. Derimod har man i projekter som det her et partnerskab, som handler om at lave ny viden, som potentielt vil kunne føre til nye lægemidler.

”Så det er to forskellige modeller, men vi bruger selvfølgelig dem begge,” som Kim Andersen formulerer det.

Men der er vel også mulighed for, at man netop kan kombinere de her to ting?

”Ja, for det der sker, er jo også, at man skaber et meget stærkt netværk blandt forskerne på tværs af firmaerne. Og det vil netop kunne skabe basis for fremtidige partnerskaber,” siger Kim Andersen.

”Det her er virkelig en mulighed for at prøve at oversætte noget af den genetiske forståelse, man har inden for skizofreni, til nogle biologiske hypoteser, der kan skabe nye lægemidler fremadrettet. Det er kernen i forhold til det her projekt,” siger han.

Selvom det lyder en kende morbidt, så er adgangen til netop de mange hjerner fra Lieber Instituttet vigtigt, fordi hjernen er ekstremt velkarakteriseret i forhold til, at man forstå den sygdomshistorie, som patienten har haft. Det afgørende er nemlig, at man er sikker på, at den pågældende hjerne, som man undersøger, virkelig har været skizofren, fordi man sammenligner skizofrene hjerner med hjerner fra raske personer.