Life science-firmaer uvidende om milliardprojekt

Trods en dansk investering på mere end 1,5 mia. kr. i verdens førende forskningsanlæg, European Spallation Source, kender mere end to tredjedele af direktørerne i 100 danske life science-virksomheder slet ikke til milliardprojektet. Foruroligende lyder det fra adm. direktør i Medicon Valley Alliance.

Selvom Danmark poster 12,5 pct. af en samlet investering på forventeligt omkring 15 mia. kr. i neutronstråleanlægget European Spallation Source (ESS), som bliver verdens største mikroskop, i Lund i Sverige, så kender 69 ud af 100 direktører i danske life science-virksomheder slet ikke til det milliardstore prestigeprojekt. Det viser en dugfrisk analyse, som Analyse Danmark har lavet for klyngesamarbejdet Medicon Valley Alliance.

Jeg undrer mig over, at der er en del af de adspurgte virksomheder, der aldrig har hørt om ESS. Hvad skal man lægge i det?

”Man skal huske på, at 30 af de 100 adspurgte direktører tilhører medicobranchen, hvor ESS alt andet lige ikke er lige så interessant som for særligt biotekselskaber. Men det ændrer ikke ved, at de mindre og mellemstore life science-virksomheder ikke har ESS på radaren. Man skal op til de helt store som Novo Nordisk, Lundbeck og til dels LEO Pharma, før de ved, hvad ESS egentlig er,” siger Stig Jørgensen, adm. direktør i Medicon Valley Alliance, til MedWatch.

Til sammenligning er det blot to af de 100 adspurgte direktører, der har svaret, at de kender ESS 'meget godt'. Otte pct. kender det 'kun af navn', otte pct. 'kender det lidt' til det, mens syv pct. svarer, at de 'kender det godt'. De sidste seks direktører svarer 'ved ikke' på spørgsmålet "Hvor godt kender du ESS (European Spallation Source)?"

Tid endnu

ESS skal efter planen åbne på den anden side af Øresund, nærmere bestemt i Lund, i 2019. Derfor kan det fortsat godt lykkes at lykkes at få åbnet virksomhedernes øjne. Den samlede pris for ESS forventes at løbe op i mellem 17 og 18 mia. svenske kroner, svarende til omkring 14-15 mia. kr. Det betyder, at Danmark kan komme til at investere helt op til 1,9 mia. kr. i det, der er blevet omtalt som et af verdens største og mest avancerede forskningscentre.

Når byggeriet på et tidspunkt står færdigt, er det forventningen, at de årlige driftsomkostninger vil løbe op i omkring 800 mio. kr., hvor af en del af disse penge skal finansieres af netop private virksomheder, der ønsker at gøre brug af de mange avancerede faciliteter.

”Når ESS står klar, skal en del af pengene til driften jo komme fra private virksomheder, og hvis man ikke har evnet at komme lige over Øresund til de danske virksomheder, bør man nok tænke over, hvorvidt de private virksomheder ude i verden så har hørt om det. Hvis man ikke kan trænge igennem til Danmark, så bliver det svært at trænge igennem ude i den store verden,” siger Stig Jørgensen og tilføjer:

”Der er jo tale om noget, der primært er et forskningsanlæg, men det er jo den private sektor, som skal være med til at drive væksten fra det. Man taler meget om, at ESS skal være en vækstmotor. Men hvis den private sektor ikke kender til det og har fundet ud af, hvordan man skal forholde sig til, så er spørgsmålet jo, hvor meget vækst der egentlig kommer,” siger Stig Jørgensen.

Gør nu noget

Forskningscenteret, der som bekendt opføres i udkanten af Lund, skal have verdens største mikroskop, der skal være i stand til at tage præcise billeder af et materiales atomare struktur ved at beskyde det med neutroner og måle spredningen af dem. Det kan sammenlignes med røntgenteknologi, som man kender fra blandt andet hospitalsverdenen.

Mens selve mikroskopet skal placeres i Sverige, bliver selve datacentret, DMSC, som skal behandle og analysere data fra ESS, placeret på Nørre Campus i København. Datacentret kommer til at beskæftige mellem 60 og 65 forskere og teknikere.

Hvis man skal være lidt løsningsorienteret, hvad kan man så gøre for at få de private virksomheder til at få øjnene op for ESS?

”Man skal gøre det helt anderledes målrettet og gøre hele kommunikationen kundeorienteret. Når man sidder til møder med fysikere i ESS, så sidder de jo i en helt anden verden. Det er svært at koble eksempelvis kvantefysikere og life science-virksomheders verdener sammen. Analysen viser entydigt, at man fra ESS’ side skal gøre meget mere for at markedsføre sig selv i Danmark. Man skal ud at tale med virksomhederne på en helt anden måde, end man gør i dag. Det kan være møder, seminarer og en masse andre ting,” siger Stig Jørgensen.

Sverige står for 35 pct. af finansieringen, Danmark for 12,5 pct., Norge for 2,5 pct. Danmark, Spanien for 5 pct., mens Storbritannien den 12. marts 2014 offentliggjorde, at man investerer 1,8 mia. svenske kr., svarende til 10 pct. af den totale investering. På nuværende tidspunkt betyder det, at 65 pct. af finansieringen altså er på plads.

Medicon Valley Alliance repræsenterer 250 life science-virksomheder, der til sammen har omkring 140.000 medarbejdere ansat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også