Et par onkler til de unge: Har I forstået alvoren?

Forskningsdirektørerne fra Novo Nordisk og Novozymes ”vil ikke male fanden på væggen”, men de sender alligevel et signal om, at de danske studerende skal være oppe på dupperne, hvis både de og det danske samfund skal matche frontløberne.

Udviklingen går stærkt, konkurrencen skærpes, og Danmarks position som et af de førende arnesteder for dygtige medarbejdere med høj faglighed, kreativ kompetence og kritisk sans må ikke tages for givet.

Sådan skriver to førende forskningsdirektører Mads Krogsgaard Thomsen fra Novo Nordisk og Per Falholt fra Novozymes i en lang kronik i Politiken i dag - direkte henvendt til de unge studerende.

”Vi vil på ingen måde male fanden på væggen her, men vi vil forsigtigt løfte en pegefinger. I er dygtige, og I klarer jer godt i konkurrencen med kandidater fra andre lande,” hedder det blandt andet. De skriver videre:

”Betragt gerne følgende som et godt råd fra et par onkler, som vil jer det godt: I skal arbejde hårdt og stræbe efter at blive blandt de bedste. Det gør mange af jer allerede. Men noget tyder på, at træerne ikke vokser ind i himlen af sig selv.”

Dermed henviser de bl.a. til, at undervisere på danske universiteter over for Politiken har givet udtryk for, at en tredjedel mener, at det faglige niveau hos studerende er blevet lavere, og 39 pct. mener, at de studerende ikke forbereder sig tilfredsstillende.

”Det matcher desværre den nyligt i Politiken frustrerede farmaceutstuderendes beskrivelse af uengagerede medstuderende – som kommer for sent og er mere optagede af at se YouTube eller løbe weekendens fornøjeligheder igennem. Nu vil vi passe på med at generalisere ud fra, hvad nogle få siger i fjernsynet – men vores fornemmelse er, at der af og til kan være grund til bekymring inden for de naturvidenskabelige discipliner.

Og når man samtidig kan læse i Københavns Universitetsavis, at I bruger i snit 28 timer om ugen på jeres studium, ja – så bliver vi en smule nervøse og begynder at tro, at i hvert fald enkelte af jer endnu ikke helt har forstået alvoren i den globale konkurrence."

 Novo vil ansætte to forskere om dagen i 2014

 9616 ansøgere til 60 Novo-stillinger 

 Læs kronikken her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også