CytoVac jagter private millioner

Det danske biotekselskab CytoVac er på jagt efter at få tilført et større tocifret millionbeløb. Pengene skal komme fra private investorer og altså ikke fra venturefonde.
Foto: NDAHL TORBEN
Foto: NDAHL TORBEN

For nylig fik CytoVac tildelt den eftertragtede orphan drug-status af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), og det skal nu være løftestangen for at rejse i alt 74 mio. kr. i løbet af de kommende tre år. Det skriver Børsen.

Selskabet har på nuværende tidspunkt fået godt 24 mio. kr. ind fra de eksisterende 80 investorer i en igangværende kapitaludvidelse, hvor målet er mellem 30 og 40 mio. kr., og som udløber med udgangen af november. Et beløb, der nok forventes at lande på nærmere de 30 mio. kr. end 40 mio. kr.

Ifølge adm. direktør Martin Roland Jensen er det et bevist valg, at man vil hente de resterende millioner fra private investorer.

”Hvis en venturefond kom ind, ville den kræve en speciel aktieklasse med specielle præferencer. Nu er vi nået så langt med private midler, så det er nok den vej, vi går,” siger Martin Roland Jensen til Børsen.

Vil gå hele vejen selv

CytoVac har som mål at kunne bringe selskabets ALECSAT-immunterapibehandling til den sjældne hjernekræft glioblastoma hele vejen hen til registreringsansøgning uden partneraftale. Og det blev nemmer tilbage i oktober, hvor man altså fik den såkaldte orphan drug-status.

Fordelene tæller blandt andet, at selskabet eksempelvis får gratis protokolbistand hos Det Europæiske Lægemiddelagentur, afgiftsreduktion for visse regulatoriske aktiviteter samt tildeling af 10 års eksklusivret på markedet i EU, når lægemidlet evt. er godkendt.

Tidshorisonten for kliniske forsøg og godkendelse bliver dermed typisk også ofte kortere. Man får disse fordele, fordi det skal kunne betale sig at udvikle medicin til mindre patientgrupper.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også