Novartis frasælger diagnostikafdeling

Schweiziske Novartis frasælger nu sin afdeling for diagnostik inden for blodtransfusions-området til et spansk firma i en handel, der løber op i 9,3 mia. kr.
Foto: Novartis/ PR
Foto: Novartis/ PR

Den schweiziske medicinalkoncern Novartis har indgået en aftale om at frasælge sin afdeling for diagnostik indenfor blodtransfusionsområdet til det spanske selskab Grifols. Det oplyser Novartis i en pressemeddelelse.

Handlen vil løbe op i 1.675 dollar – svarende til 9,3 mia. kr. – og den forventes at blive lukket i løbet af de første seks måneder af 2014.

Blodtransfusionsafdelingen har været en del af Novartis Vaccines and Diagnostics, siden man overtog den gennem opkøbet af selskabet Chiron i 2006. Den udvikler diagnostik relateret til blodprøver og blodtranfusioner, og afdelingen omsatte i 2012 for 565 mio. dollar netto.

”Salget af Novartis’ blood transfusion diagnostic unit giver os muligheden for at fokusere skarpere på vores strategiske forretninger, samtidig med at vi giver Grifols en platform til global udvidelse. Jeg er især glad for, at aftalen giver vores kolleger muligheden for at blive en del af et selskab, der vil fokusere på at vækste denne forretning markant,” udtaler Novartis CEO Joseph Jimenez i meddelelsen.

Novartis understreger, at koncernens Genoptix-afdeling, samt afdelingen for såkaldte companion diagnostics - dvs. diagnostisk udstyr som følger med et bestemt lægemiddel - ikke er en del af aftalen, da de hænger uløseligt sammen med medicinalforretningen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også