Novo kalder fejldoseret medicin tilbage

Novo Nordisk tilbagekalder tre millioner insulinpenne i Europa på grund af en produktionsfejl, som giver risiko for, at patienterne kan få for meget eller for lidt insulin.
Ifølge Novo Nordisk betyder en produktionsfejl i en lille del af insulinpennene, at visse partier må tilbagekaldes i 13 europæiske lande, herunder Danmark. Fejlen kan føre til hypo- eller hyperglykæmi - for lavt eller for højt blodsukker.
"Da vi ikke har mulighed for at afgøre, hvilke penne i de her partier, det drejer sig om, så tilbagekalder vi samtlige penne i partierne," siger kommunikationsdirektør i Novo Nordisk Mike Rulis til Ritzau.
Han oplyser, at det er 0,14 procent af de tre millioner insulinpenne, der er ramt af fejlen.
Fejlen er fundet i produkterne Novomix 30 Flexpen og Novomix 30 Penfill, hvor en del altså har fået for meget eller for lidt insulin i sig.
Det svinger fra mellem 50 og 150 procent af den tiltænkte mængde insulin per milliliter. Det skriver den europæiske lægemiddelstyrelse, EMA, i en pressemeddelelse.
EMA anbefaler derfor at patienter, der bruger Novomix 30 Flexpen/Penfill fra de berørte partier skifter til uberørte partier eller, hvis de ikke er tilgængelige, til alternativ behandling, lyder det i pressemeddelelsen.
De berørte partier kan ses på EMA's hjemmeside.
Stjålne Novo-produkter sælges på dopingbørser
Relaterede artikler:
Stjålne Novo-produkter sælges på dopingbørser
For abonnenter