Novo indrømmer at have skjult to dødsfald

Den danske diabetesgigant Novo Nordisk indrømmer at have skjult to dødsfald i 15 år gamle offentliggjorte artikler omhandlende Novo Norm. Dødsfaldene blev nævnt i interne rapporter.

To dødsfald, der kan have været relateret til Novo Norm, blev skjult i Novo Nordisks offentliggjorte artikler, selvom de figurerede i interne rapporter. Det skriver Ekstra Bladet.

Peter Kristensen, udviklingsdirektør i Novo Nordisk, siger til avisen, at man set i bagklogskabens klare lys kan sige, at de pågældende dengang lavede en forkert vurdering ved at udelade de to dødsfald fra artiklerne. Han henviser til, at det skete for 15 år siden og siger samtidig, at man ville gøre tingene anderledes i dag.

”Jeg kan godt forstå, hvorfor folk er mistænksomme over ting, der er foregået. For der er ingen tvivl om, at vi har kolleger i medicinalindustrien, der ikke altid har gjort, som de burde. Derfor kan vi i Novo Nordisk godt forstå, at der er behov for mere gennemsigtighed. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal mistænkeliggøre noget, der skete for 15 år siden, når produktet ikke siden har haft nogen bivirkninger,” siger Peter Kristensen til Ekstra Bladet.

Novo Nordisk har vurderet, at der ikke var nogen relation mellem brugen af Novo Norm og dødsfaldene. I de interne rapporter er der nævnt, at man ikke kunne udelukke, at Novo Norm var skyld i dødsfaldene - det er dog den behandlende læges vurdering.

Både de amerikanske og europæiske sundhedsmyndigheder har haft adgang til alle data.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også