Stigningspotentiale i Zealand før amerikansk eksamen

Det danske biotekselskab Zealand Pharma, som flere analytikere kalder en del af A-holdet inden for dansk biotek, indeholder et stort kurspotentiale, vurderer Aktieugebrevet.
Ritzau Finans

Zealand Pharma-aktien er umiddelbart for billigt prissat, hvis det danske selskab og den franske partner Sanofi får held til en godkendelse af GLP-1-midlet Lyxumia i USA i slutningen af 2013. Det vurderer Aktieugebrevet.

Zealand Pharma var ramt af et tungt underskud i første halvår, men det skyldes alene mangel på milepælsbetalinger, mens omkostningerne faktisk blev reduceret sammenlignet med første halvår 2012.

Med det nuværende udgiftsniveau kan Zealand Pharma fortsætte driften i to til tre år uden nævneværdige indtæger, lyder vurderingen fra Aktieugebrevet, der dogikke venter, at det danske selskab behøver vente så længe, hvis Lyxumia, som allerede har taget pæne markedsandele på andre markeder, bliver godkendt i USA.

"Indtil videre er Lyxumia godkendt i EU, Japan, Mexico og Australien, og man afventer en afgørelse for det amerikanske marked i løbet af fjerde kvartal. Den japanske godkendelse faldt i slutningen af juni, og her har Lyxumia opnået en attraktiv label og tillades som det eneste GLP-1-lægemiddel i kombinationsbehandling med basal insulin," skriver Aktieugebrevet.

Sanofi-partnerskab afgørende

Ugebrevet har desuden store forventninger til kombinationsproduktet med Lyxumia og Sanofis storsællert Lantus, som de to selskaber venter at gennemføre fase 3-studier med i løbet af 2014. Efter Novo Nordisks forsinkelse af Tresiba i USA ser Sanofi nemlig ud til at kunne få sit kombinationsprodukt på markedet hurtigere end Novos kombination af Tresiba og Victoza, Ideglira.

Eneste forbehold er, at Lyxumia ikke opnår godkendelse i USA i fjerde kvartal, hvilket vil forsinke både Zealand Pharmas royaltyindtægter samt udviklingen af kombinationsproduktet med Lantus.

"Dog handles aktien pt. til 68 kr. (lukkede i 68,50 kr. fredag, red.), hvilket modsvarer en markedsværdi på blot 1,6 mia. kr., og vi mener således, at aktien handles overordentligt konservativt og med en meget lille downside. Vi fastholder således en langsigtet købsanbefaling på Zealand Pharma med et 12-måneders kursmål på 154 kr.," skriver Aktieugebrevet.

Zealand Pharma-aktien stiger mandag middag med 8 pct. til kurs 74.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også