Novo og Coloplast blandt verdens mest innovative selskaber
Det vigtige amerikanske erhvervsmagasin, Forbes, har udarbejdet en liste over de 100 mest innovative selskaber i verden, og her er den danske medico- og medicinalindustri repræsenteret flot.
Således er Coloplast at finde på en 12. plads på listen, mens man noget længere nede på plads nummer 70 finder diabetesgiganten Novo Nordisk.
Listen er opgjort på baggrund af en såkaldt innovationspræmie, hvilket defineres som ”et mål for, hvor meget investorer har budt aktiekursen op over værdien af selskabets eksisterende forretning baseret på forventningerne til fremtidige innovative resultater (nye produkter, tjenester og markeder),” skriver magasinet.
Samtidig er det et krav, at selskaberne på listen har en minimum børsværdi på 10 mia. dollar, bruger mindst 2,5 pct. af omsætningen på F&U og har offentliggjort data fra de seneste syv år.
Her scorer Coloplast og Novo henholdsvis 46,5 pct. og 23,4 pct. i innovationspræmie.
Life science med i toppen
I det hele taget klarer life science-industrien sig godt på Forbes’ innovationsliste. Hele to biotekselskaber, Alexion Pharmaceuticals (2) og Regeneron Pharmaceuticals (4), har sneget sig ind i top 5.
Herudover finder man også store medio- og medicinalvirksomheder som Smith & Nephew (51), Valeant Pharmaceuticals (62), Covidien (67) og Mylan (90) længere nede af listen.
Den eneste danske selskab på listen udover Coloplast og Novo er Carlsberg, som indtager en 66. plads.
Se hele listen fra Forbes her.