Novo Seeds går ind i Finland

Investeringsselskabet Novo Seeds investerer for første gang i et finsk selskab. Selskabet har "world class science," siger investeringschef. Novo er sammen med stærke partnere om investeringen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Novo Seeds, der som en del af investeringsselskabet Novo A/S, investerer i early stage life science-firmaer i Norden investerer nu for første gang i Finland. Det sker sammen med stærke nordiske partnere, nemlig Karolinska Development fra Sverige og den finske venturefond, Finnvera Venture Capital, der er ejet af den svenske stat.

Parterne er gået sammen om en investering i firmaet Forendo Pharma. Et firma, der har rødder tilbage til 90erne, til et finsk biotekselskab, der hedder Hormos Medical, som faktisk har fået et lægemiddel godkendt af FDA.

Forendo er et nyt selskab, et spin-out fra Hormos, der kommer med en meget erfaren ledelse og kompetente personer inden for det her område, forklarer investment director Stephan Christgau fra Novo Seeds til MedWatch.

”Alt, hvad de arbejder med, har været inden for sexhormoner, altså østrogener, testosteroner og lignende stoffer. De arbejder med modulatorer af de enzymer, der laver de her hormoner og receptorerne, der binder hormonerne – og de er blandt de bedste i verden,” siger han og tilføjer:

”Så vi investerer i erfarne folk med demonstrerede kompetencer inden for det her område, world class science og så selvfølgelig, fordi de to hovedprogrammer rammer medicinske behov, hvor der er brug for bedre behandling.”

Kvinderelateret hovedprojekt

Hovedprojektet er endometriose. Endometriose svarer til, at dele af livmoderslimhinden populært sagt kommer ud og sætter sig fast andre steder i bughulen. Det er meget smertefyldt, og det er faktisk 5-10 pct. af kvinderne, der får den her lidelse i en eller anden form, og de nuværende behandlingsmetoder er ikke specielt gode, forklarer han.

”Det slimhindevæv, der sidder i bughulen er østrogen responsivt, og det lægemiddel, Forendo skal udvikle, er en meget specifik inhibitor af det enzym, der laver østrogen ude i vævet. Selskabet har gennemført forsøg i primater (aber, red.), der viser meget høj behandlingseffekt.”

Hjælp til mændene

Det andet projekt er et stof, der rammer østrogene receptorer, og det skal bruges til at behandle mænd, især svært overvægtige, da fedtvæv producerer østrogen.

”Det giver et problem i de her mænd, da det hæmmer normal mandig funktion - både funktionelt og mentalt - og medfører lav testosteron. Det her er det første stof, hvor man i de her patienter kan slukke for østrogen-receptoren. Det har allerede været testet i de første forsøg kliniske forsøg i mennesker, så der foreligger kliniske data.”

Der er tale om investeringer, i trancher, op til 10 mio. euros inkl. lånetilsagn fra Tekes. Tekes er et finsk statsselskab, der yder lån til projekter. Lånene skal kun betales tilbage, hvis projektet bliver succesfuldt – ellers er der ingen betingelser forbundet med lånet.

Novo-formue tæt på 174 mia. kr.

Tre biotekselskaber på tærkslen til venturekapital 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også