Lif retter bredside mod styrelse

Lægemiddel-industriforeningen er stærkt utilfredse med Sundhedsstyrelsens service og mener, at styrelsen har rod i sine tal.
Foto: PR
Foto: PR

Sundhedsstyrelsen leverer ikke den service, som lægemiddelindustrien betaler den for at levere. Og industrien kan ikke se, hvad de gebyrer, som den betaler til styrelsen, rent faktisk går til.

Det er den skarpe kritik, der bliver rettet mod styrelsen af Lif. Sundhedsstyrelsen har meldt ud til foreningen, at der sandsynligvis kommer en regulering af lægemiddelfirmaernes gebyrer, fordi der er underskud på styrelsens gebyrfinansierede område.

Men Lif kan ikke se, hvor underskuddet stammer fra i styrelsens årsberetning.

"Vi kan ikke læse hverken det en eller det andet ud af årsberetningen. Det ser ud som om, de blander det hele sammen. Når styrelsen melder ud, at der er underskud på den gebyrfinansierede del, må man forvente, at det bliver dokumenteret med tal. Lige nu ser vi en Sundhedsstyrelse, der ikke fungerer og har rod i sine tal. Vi kan ikke i et land som Danmark, der har så stor en lægemiddelindustri, leve med en Sundhedsstyrelse, der ikke fungerer," siger koncernchef i Lif Ida Sofie Jensen til Dagens Pharma.

Afgørende service halter

Det, der ifølge Ida Sofie Jensen ikke fungerer i styrelsen, er dens svarfrister på ansøgninger fra industrien. En service, som industrien betaler gebyr for.

"Svarfristen er en service, som er afgørende, når en lægemiddelvirksomhed skal på markedet med deres produkt. Det er der en række aftaler og mål for, og det lever Sundhedsstyrelsen ikke op til. Vi vedkender os, at vores ydelser er finansieret af os selv gennem gebyrer, men det er helt afgørende for os, at vi får den ydelse, vi har brug for, og at service og kvalitet er i orden. Det er den ikke," siger hun til Dagens Pharma.

Styrelsen toner også rent flag i årsberetningen og erkender, at det halter med at leve op til resultatkravet om, at 90 pct. af ansøgningerne om nationale variationer skal behandles inden for tidsfristerne.

Underskud fremgår af rapport

Kun 35 pct. af ansøgningerne med en svarfrist på 20 dage blev behandlet inden for tidsfristen i 2012. For ansøgninger med en svarfrist på 95 dage blev 59 pct. af ansøgningerne behandlet inden for tidsfristen, mens det gjaldt 72 pct. af ansøgningerne med en svarfrist på 185 dage.

I forhold til kritikken om manglende gennemskuelighed henviser styrelsen til sin årsrapport.

"Sundhedsstyrelsen har offentliggjort tal for den gebyrfinansierede virksomhed i styrelsens årsrapport, som kan findes på sst.dk. Man kan være helt tryg ved, at de tal, der står i årsrapporten, er korrekte. Sundhedsstyrelsen har en dialog med Lif om de mere detaljerede oplysninger, de ønsker. Det fremgår dog klart af de offentliggjorte tal, at Sundhedsstyrelsen har et underskud på de gebyrfinansierede aktiviteter," siger Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith til Dagens Pharma.

 Fagforening: Styrelsen nedprioriterer lægemidler

 Fyringer bekymrer Lif 

 Lif anklager styrelse for forskelsbehandling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også