Ny milliardkontrakt til Bavarian Nordic

Bavarian Nordic får milliardordre på koppevaccinen Imvamune fra den amerikanske regering.
Foto: PR Bavarian
Foto: PR Bavarian

Efter måneders, ja næsten års spekulation om samme og ikke mindst størrelsesordenen, er en ny amerikansk ordre på en koppevaccine nu i hus for det danske biotekselskab Bavarian Nordic.

"De amerikanske myndigheder gav i dag grønt lys til, at Bavarian Nordic kan fortsætte leverancerne af koppevaccinen Imvamune over de næste år, og dermed opretholdes det amerikanske bioterrorberedskab med selskabets vaccine.

Med den nye kontrakt på 8 millioner doser af vaccinen til en samlet værdi af knap 1,3 mia. kr. fastholder Bavarian Nordic sit produktionsniveau, "oplyser selskabet i en meddelelse, hvori det videre hedder:

"I forbindelse med tildelingen af den nye kontrakt har de amerikanske myndigheder tilkendegivet deres hensigt om at opretholde lageret af Imvamune samt den nødvendige produktionskapacitet via fremtidige ordrer, afhængig af muligheden for fremtidig finansiering."

Aamund: Ingen problemer med finansiering

Kommentaren i meddelelsen, ”afhængig af muligheden for fremtidig finansiering” skyldes ifølge bestyrelsesformand Asger Aamund, rene formkrav:

”Ligesom den danske regering kan den amerikanske regering ikke strække sig videre, end det, de har på finansloven. En del af kontrakten skal finansieres af senere bevillinger, men de bevillinger er nok de eneste i USA, der altid bliver givet af kongressen med samtlige stemmer uden problemer. Men af formelle grunde skal det stå der. De skal ikke lede efter pengene med lys og lygte, ordren er på 228 mio. dollar,” pointerer han over for MedWatch.

Bavarian Nordics administrerende direktør Anders Hedegaard siger, at ordren cementerer det tætte samarbejde, virksomheden har med de amerikanske myndigheder.

"Vi er i fuld gang med at udvikle en ny, langtidsholdbar version af Imvamune, og denne aftale viser, at amerikanerne ønsker at forny lagrene med den eksisterende version, indtil vi er klar med den nye version," siger Anders Hedegaard.

Bavarian Nordic har i forvejen en kontrakt om levering af 20 millioner doser koppevaccine til det amerikanske beredskab, hvoraf de sidste 5,6 millioner doser leveres i indeværende år. Herefter påbegynder selskabet leverancerne under den nye kontrakt.

"Aftalen sikrer os kontinuitet i driften og den sikrer Bavarian Nordic et fornuftigt økonomisk fundament fremover. Det er en situation, vi er meget tilfredse med," siger han.

Bavarian Nordic forventer at modtage fire betalinger på i alt 20 mio. dollar i 2013 samt betaling for leverancer på 29 mio. dollar. Serviceydelser forventes at indbringe 28 mio. dollar i 2013 og 2014.

Selskabet fastholder sine forventninger til 2013 efter ordreudvidelsen.

Ugebrev: Bavarian med potentiale på koppeordre

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også