Franske ofre for slankemedicin venter stadig på erstatning

Fransk slankemedicin kan være skyld i op til 2.000 dødsfald. Men kompensationen til de berørte lader vente på sig, og direktøren for virksomheden, der står bag medicinen, risikerer tilmed at blive tiltalt for manddrab.
Foto: Politiken/POLFOTO
Foto: Politiken/POLFOTO

En kæmpe sundhedsskandale udspiller sig lige nu i Frankrig pga. slankemidlet, Mediator, som menes at være skyld i flere hundrede – eller endda tusinde - dødsfald. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Flere af de berørte klager over, at kompensationen fra den franske stat lader vente på sig, og samtidig undersøges direktøren for firmaet Servier Laboratories, som står bag medicinen, for sin rolle i sagen. Det kan i sidste ende føre til en tiltale for manddrab, meddeler avisen.

Op mod 2.000 dødsfald

Det amfetamin-baserede lægemiddel blev oprindeligt markedsført til overvægtige diabetikere, men er også blevet ordineret til raske kvinder som et slankemiddel.

Op mod 5 millioner mennesker modtog midlet mellem 1976 og november 2009, hvor det blev taget af hylderne i Frankrig. Det franske sundhedsministerium anslår, at Mediator er skyld i mindst 500 dødsfald pga. beskadigede hjerteklapper, men nogle studier indikerer, at dødstallet er nærmere 2.000.

Ifølge The Guardian blev lægemidlet fjernet fra det italienske og spanske marked en del år tidligere end i Frankrig, og det opnåede aldrig godkendelse i Storbritannien eller USA.

Ryster landets medicinalindustri

For nylig blev Louis Servier, direktør og grundlægger, af den ansvarlige medicinalvirksomhed centrum i en formel politiefterforskning, hvor han undersøges for manddrab. Og en relateret sag, for at fastslå om virksomheden vildledte patienter og myndighederne i forhold til lægemidlet, er netop blevet udsat til foråret. Virksomheden nægter ifølge avisen alle anklager.

Denne nye skandale har sammen med sidste års furore omkring de farlige silikone-implantater fra landet, rystet den franske medicinalindustri, skriver The Guardian. Det har ført til udbredt kritik af de franske medicinalvirksomheders ’lobby’-indflydelse og fået Jean Marimbert, som var generaldirektør for det offentlige sundhedsagentur, AFSSAPS, til at fratræde sin stilling.

 Nye bivirkninger fundet ved kendt slankepille 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også