Novartis-direktør: Vi skal ikke bare sælge piller

Ligesom mange andre medicinalselskaber er Novartis presset af patentudløb, generisk konkurrence og lovgivningsmæssige forhindringer. Det kan føre til markante forandringer for de store virksomheder, som ifølge selskabets direktør skal bevæge sig væk fra ”blot at sælge piller”.
Foto: Novartis/ PR
Foto: Novartis/ PR

Siden 2010 har Joseph Jimenez - som tidligere har været i detailhandel, men også har en periode hos Astrazeneca på CV’et - stået i spidsen for det schweiziske medicinalselskab Novartis.

I et interview med Wall Street Journal afslører han, hvordan han vil styre virksomheden igennem en svær tid med bl.a. patentudløb og strengere lovgivning indenfor udvikling af nye lægemidler.

”Jeg er begyndt at styre vores forretning væk fra en transaktionsbaseret model, som fokuserede på det fysiske salg af lægemidler, til at levere en resultatbaseret tilgang for at tilføre værdi, der bevæger sig ud over bare pillen,” siger han bl.a. til den amerikanske avis, og tilføjer:

”Jeg tror fuldt og fast på, at virksomheder som Novartis i fremtiden vil modtage betaling på baggrund af patientresultater i modsætning til salg af piller.”

Direktøren kommer også med et eksempel på, hvordan denne markante ændring i tilgangen vil manifestere sig for en virksomhed som Novartis:

”Tag for eksempel en patient, som har fået et hoftebrud efter at være blevet behandlet med Aclasta (middel fra Novartis mod knogleskørhed, red.) – vi ville så dække de relaterede udgifter for denne patient. Det er ikke en 100 pct. garanti for, at du ikke kan opleve sundhedsmæssige problemer, hvis du tager Aclasta, men det er et skridt imod at blive betalt for de positive resultater, og ikke blot den individuelle transaktion.”

Se en video af interviewet med Joseph Jimenez fra Wall Street Journal her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også