Vilhelmsen varsler opgør med apotekermonopol

Danmarks nye erhvervsminister, Annette Vilhelmsen, vil gøre op med apotekernes monopol og åbner for nye ejere af apotekerne. (Opdateret 8:45)

Apotekerbranchen har kunnet opretholde sit monopol i flere hundrede år, men nu skal det være slut. I hvert fald hvis det står til Annette Vilhelmsen, der for nylig blev Danmarks nye erhvervsminister.

”Vi lægger op til at bryde monopolet på apoteksområdet ved en modernisering af sektoren med fokus på tilgængelighed, patientsikkerhed og øget konkurrence, men meget gerne i samarbejde med apotekerne. Det monopol, som har kendetegnet apoteksbranchen, vil vi gøre op med,” siger hun til Berlingske Business.

Dagbladet Børsen kunne ellers på baggrund af anonyme kilder i sidste uge berette om, at politikernes beslutninger ikke tegner til at få vidtrækkende konsekvenser for apotekernes monopol.

Regeringens længe ventede konkurrenceudspil blev lanceret i dag, hvor regeringen lægger op til et opgør med de gamle monopoler på blandt andet apoteksområdet.

Heri skriver regeringen, at man dog fortsat afventer vurderingen fra den arbejdsgruppe, der i sin tid blev nedsat for at undersøge mulighederne for modernisering af apotekersektoren.

"Arbejdsgruppen om modernisering af apotekersektoren afrapporterer inden udgangen af 2012, hvorefter regeringen vil fremlægge forslag til en modernisering af sektoren, der fremmer tilgængelighed, patientsikkerhed og  lave priser med en styrket incitamentsstruktur, herunder via konkurrence," står der således.

Matas står parat

Erhvervsministeren understreger, at dem, der har hænderne på medicinen skal være fagfolk. Ejerskabet er dog en anden sag.

”Noget af det, som er et kendetegn for apotekerne, er ejerforholdet. Hvis man løsner op i det samtidig med, at vi stadig holder fast i, at yderområderne skal have betjening, så kan det påvirke konkurrencen i den rigtige retning,” siger Annette Vilhelmsen til avisen.

Matas, der har knap 300 butikker over hele landet, har længe kæmpet for at få lavet lovgivningen om.

”Vi er parate til at åbne rigtige apoteker som en synligt afgrænset del af vores eksisterende butikker, hvor vi med uddannede farmaceuter og farmakonomer må ekspedere recepter og rådgive om medicin,” siger Henrik Engberg Johannsen, informations- og miljøchef i Matas.

 Matas forundret over Børsen-artikel 

 Minister skyder apoteker-tvivl ned 

 Apotekernes monopol ser ud til at bestå 

 Ny aktør vil eje apoteker

 Apotekerformand peger på Sverige som grumt eksempel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også