Bank spår opjustering efter antidepressiv-ansøgning
Lundbeck-aktionærene vil tage positivt imod det danske selskab og dets japanske partner Takedas indsendelse af registreringsansøgning for depressionsmidlet Vortioxetin til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Det vurderer Alm. Brand Markets, der fastholder et positivt syn på Lundbeck-aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 170 kr.
"FDA kan nå at melde tilbage i 2012. Lundbeck opnår dermed at kunne medtage en milepælsbetaling (250 mio. kr. estimeret) i 2012-regnskabet. Vi forventer, at Lundbeck derfor opjusterer til toppen af sit guidance-interval (stort interval afspejlede primært denne usikkerhed). Vi forventer en marginal positiv kurseffekt af nyheden," skriver banken i sit morgenbrev.
Inden for 75 dage fra indsendelsen ventes FDA at afgøre, hvorvidt de vil acceptere at gennemgå registreringsansøgningen, skriver Lundbeck selv i en fondsbørsmeddelelse. Hvis sundhedsmyndighederne accepterer ansøgningen, vil det i givet fald udløse den ovennævnte milepælsbetaling fra Takeda til Lundbeck.
Relaterede artikler:
Lundbeck sender ny ansøgning for depressionshåb
For abonnenter