Stamcelle-klinikker med fup-tilbud breder sig i Kina

En indsprøjtning af stamceller kan kurere både Alzheimers og autisme. Det er i hvert fald nogle af de tilbud, der i dag i foruroligende grad findes på det kinesiske marked. Et marked, hvor patienter betaler skyhøje priser for at forsøge at komme deres sygdomme til livs.
Det skriver ing.dk, med reference til tidsskriftet Nature, i en artikel om den problematiske udvikling i Kina. De ovennævnte eksempler er fra en stor stamcelleklinik, Shanghai WA Optimum Health Care. En klinik, der tager mellem 28.000 of 47.000 kr. for en indsprøjtning.
”På stamcelleklinikken Tong Yuan Stem Cell i Changchun påstår behandlerne at have kureret mere end 10.000 patienter for en lang række sygdomme, herunder Parkinsons, hvor man blandt andet bruger stamceller fra aborterede fostre,” hedder det i artiklen.
Flere fagfolk fremhæver ifølge ing.dk, at det trods internationalt og nationalt pres ikke er lykkes at lukke klinikkerne. Det anslås, at der er mere end 100 af den type klinikker i Kina, og Nature´s skribenter har kontaktet adskillige af den type klinikker, der ikke har registreret deres behandlinger hos myndighederne. Det er der ellers fremsat krav om.
”Danske og udenlandske forskere kalder behandlingerne 'helt hen i vejret' og peger på, at klinikkernes brug af indsprøjtninger uden forudgående behandlinger af stamcellerne udstiller, at der ikke ligger en hypotese bag brugen af stamceller og sygdomsbilledet,” skriver ing.dk.