Lundbeck betalte for Penkowa-patent

Medicinalfirmaet Lundbeck betalte i 13 måneder hjerneforskeren Milena Penkowa for at forske i et patent baseret på opdigtede dyreforsøg. Samarbejdet blev dog stoppet, før nogen lægemiddelkandidat blev fremstillet.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

I perioden fra 2003 til 2004 brugte Lundbeck ifølge Politiken flere hundredtusinder kroner på forskning og patentpleje på baggrund af Milena Penkowas patent på transport af et protein i hjernen.

Patentet er baseret på de rotteforsøg, som startede hele uredelighedssagen mod hjerneforskeren.

"Vi lavede nogle forsøg, og i den forbindelse er der tilgået penge til Penkowa, Juan Hidalgo (Penkowas spanske kollega, red.) og Transtechnics (spansk firma, red.)," siger Lundbecks vicekoncerndirektør Peter Høngaard Andersen til politiken.dk.

Patentet omhandlede transport af proteinet metallothionein ved hjælp af liposomer og blev tildelt i 2002. På det tidspunkt mente man, at stoffet kunne bruges til behandling af blandt andet Parkinsons og Alzheimers.

Fysisk umuligt

Samarbejdet fortsatte i 13 måneder indtil august 2004. Og selv om Lundbeck oplevede, at de ikke kunne genskabe enkelte af Penkowas resultater, var det ikke grunden til, at samarbejdet stoppede, siger Peter Høngaard Andersen.

"Det viste sig, at det godt kunne lade sig gøre at transportere metallothionein, men da vi begyndte at regne på, hvilke doser vi skulle give mennesker for, at det skulle give en terapeutisk virkning, kunne det ikke lade sig gøre rent fysisk."

Ifølge vicekoncerndirektøren var samarbejdet ikke tæt, og derfor mener han heller ikke, at Lundbeck havde mulighed for at opdage, at patentet blandt andet byggede en på en række opdigtede forsøg med rotter.

"Vi har ikke haft noget tæt samarbejde. Vi har haft nogle uformelle diskussioner, og jeg synes ikke, der var grundlag for, at vi kunne sige, at det var svindel og humbug."

Bruger erfaringen

Han fortæller endvidere, at Lundbeck var i stand til at genskabe kernedata vedrørende det, at det centrale protein havde en beskyttende virkning på hjernen.

"Noget af den forskning er stadig noget, vi arbejder videre med, men vi har ikke projekter rettet direkte mod metallothionein (proteinet i Penkowas patent, red.). Når du laver et stykke arbejde, hvor du undersøger noget, så får du erfaring, og det er den erfaring, vi bruger."

Lundbeck betalte i de føromtalte 13 måneder både penge til Penkowa og forskerne i Spanien, ligesom de også dækkede fornyelsen af patentet to gange i træk, hvilket Peter Høngaard Andersen vurderer har kostet medicinalfirmaet "et par hundredtusinder".

 Lundbeck-CEO: Ingen penge i Teva-forlig

 Lundbeck lover flere udgifter

 FDA-knas æder af Lundbecks forspring til rival 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også