
Et større område ved Kløvermarken på Amager i København er ifølge TV 2 Nyhederne blevet afspærret af politiet og brandvæsenet på grund af et kemikalieudslip fra en medicinalvirksomhed.
På den nævnte adresse ligger det norske medicinalfirma Xellia Pharmaceuticals danske produktionsfaciliteter. Selskabets fokus er på antibakterielle produkter til behandling af infektionssygdomme.
Københavns Brandvæsen oplyser til TV 2, at der er overtryk i en 4.000 liter tank med salpetersyre.
En sky af salpetersyre
"Det drejer sig om en 4.000 liter tank med salpetersyre på en medicinalvirksomhed. Der er kommet overtryk i tanken muligvis fordi der er blevet blandet noget forkert i. Rundt om tanken er der en 10.000 liter sikkerhedstank, og der er ikke hul på nogen af dem, men der er en overtryksventil, som sender en sky af salpeter ud nu," oplyser Niels Ole Blirup, der er vaghavende chef ved Københavns Brandvæsen.
Brandvæsenet vil ifølge TV 2 Nyhederne nu forsøge at tømme noget af tanken med salpetersyre ud i sikkerhedstanken, suge det væk med en slamsuger og derefter transportere det væk.
Brandvæsenet understreger, at der ikke bør være nogen risiko, da den friske vind blæser dampene i den rigtige retning væk fra beboelsesområder, og man samtidig slår dampene ned med vandkanoner.
Beboere indenfor området Prags Boulevard, Holmbladsgade og Strandlodsvej opfordres dog til at gå indenfor, lukke døre og vinduer samt stoppe ventilationsanlæg.
Mere fra MedWatch
Analytikere ser købere til GN men tvivler på et salg
Med en lav værdiansættelse, en høj strukturel værdi og ingen dominerende aktionærer giver det god mening, hvis internationale kapitalfonde og industrielle spillere lige nu lurer på at købe høre- og lydkoncernen GN Store Nord, mener to analytikere, men om det reelt kommer til at ske, tvivler de dog på.