Indiske myndigheder giver lov til brud på Bayer-patent

Indiske myndigheder har givet et lokalt selskab tilladelse til at producere en generisk version af et Bayer-præparat uden Bayers tilladelse. Afgørelsen frygtes at få betydning for hele lægemiddelindustrien.

Det indiske patentkontor har ifølge Die Welt givet den indiske kopimedicinproducent Natco tilladelse til at producere en generisk version af Bayers kræftmedicin Nexavar.

Beslutningen betyder, at Bayer får sølle  seks procent i royalties for det langt billigere generiske produkt. Og det tyske firma kan - hvis afgørelsen står fast - stort set afskrive det indiske marked i forhold til deres egen, oprindelige version af lægemidlet.

Den overordnede frygt er endvidere, at efter Nexavar-beslutningen, kan andre lægemidler falde ind under denne "tvangslicensklausul" i indisk patentret.

Natco har også bedt om en tvangslicens for Pfizers aidsmedicin Selzentry, og Natcos konkurrent, Cipla, har i mellemtiden, bedt om en licens til Mercks aids-medicin Isentress.

Global betydning

Striden i Indien har global betydning. Nexavar-beslutningen vil indledningsvist få indflydelse på de anslåede 2,5 millioner indere, der er hiv-positive ved at give dem adgang til en billigere generisk medicin. Derudover betyder tvangslicensen, at de indiske kopiproducenter kigger på eksportmulighederne. Indiske generiske mærker dækker ifølge Oxfam 80 procent af af den krævede HIV- og aidsmedicin i den del af Afrika, der ligger syd for Sahara.

Der er mere end 20.000 producenter af generisk medicin i Indien, og de bidrager mere til den indiske økonomi og landets sundhedsmæssige behov end alle de udenlandske investorer i landet tilsammen.

Faktisk er over 70 procent af al generiske medicin på verdensplan produceret i Indien. Sektoren tegner sig også for mere end 80 procent af omsætningen (20 mia. dollar) på det indiske marked for lægemidler.

Indtil videre har de store lægemiddelselskabers klager i det indiske retssystem faldet ud til fordel for de indiske kopiproducenter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også