Gynækologer støtter Sanofis HPV-vaccine

GlaxoSmithKlines HPV-vaccines manglende beskyttelse mod kønsvorter gør, at danske gynækologer mener, at politikerne bør vælge Sanofis til unge danske kvinder.

Når sundhedsvæsenet i løbet af 2012 og 2013 tilbyder gratis HPV-vaccine til danske kvinder mellem 19 og 26 år, så bør det være Sanofis Gardasil frem for Cervarix fra GSK.

Det mener Danske Fødsels- og Kvindelægers Organisation (DFKO), der er en sammenslutning af praktiserende gynækologer, skriver Dagens Pharma.

Foreningen har sendt et brev ind til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i forbindelse med, at HPV-vaccinen atter er sendt i udbud.

Den store fordel ved Gardasil i forhold til Cervarix er ifølge DFKO, at den ikke kun beskytter mod de to kræftfremkaldende HPV-typer, men også mod HPV 6 og HPV 11, der kan give kønsvorter.

Koster samfundet dyrt

Selv om formand for DFKO, Flemming Sørensen, ikke umiddelbart tror, at Cervarix vinder udbuddet, mener han, at det er vigtigt at gøre beslutningstagerne opmærksom på problematikken omkring kønsvorter.

Alene i gynækologisk speciallægepraksis bruges der mellem 2,5 og 5 mio. kroner om året på behandling af kønsvorter. Derudover er der udgifter i almen praksis, hos dermatologer og på sygehusafdelinger.

Samlet set vurderer DFKO, at de årlige udgifter til behandling af kønsvorter løber op i et trecifret millionbeløb. De penge kan på få år være sparet ved at anvende Gardasil frem for Cervarix, mener DFKO.

Udenlandske giganter i kamp om danske kvinder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også