Bavarian Nordic kan selv – men er åben for salgspartner til coronavaccine

Bavarian Nordic har tidligere været meget offentlige omkring ønsket om at indgå partnerskaber om selskabets kommende vaccine mod RS-virus, mens man har været mere tavse om lanceringsplanerne for vaccinekandidaten mod covid-19.
Foto: Bavarian Nordic /PR
Foto: Bavarian Nordic /PR

Det skorter ikke med konkurrence på covid-19 vaccinemarkedet, og det gør det ikke nemmere for et dansk vaccineselskab at være oppe imod de helt store – og så endda et par år efter de første vacciner ramte markedet.

Fase 2-dataene fra det kliniske forsøg med Bavarian Nordics covid-19 vaccinekandidat ABNCoV2 var ifølge det danske selskab imidlertid positive, og går alt efter planen, kan Bavarian Nordic have en statsstøttet covid-19-vaccine godkendt og markedsføringsklar allerede i 2023.

På selv samme tid er Bavarian Nordic også ved at udvikle på en vaccinekandidat mod RS-virus – også i stærk international konkurrence. Men hvor de to vacciner adskiller sig, er Bavarian Nordics planer om, hvordan de skal afsættes, lyder det fra topchef Paul Chaplin.

Tidligere har I talt om ambitionen om at forfølge en partnerstrategi med jeres RSV-vaccine. Hvad er strategien med covid-19-vaccinen?

”Lige nu tror vi på, at vi vil beholde aktivet, især til de store markeder i Europa og USA. Det kan være, at vi på et tidspunkt vil indgå samarbejder for andre territorier, eksempelvis Japan og lignende,” siger Paul Chaplin til MedWatch, og uddyber, at det kunne være en aftale lignende den, Bavarian Nordic indgik med kinsesiske Nuance Pharma.

Bavarian Nordic har efterhånden opbygget et større produktionsapparat, især med udvidelsen af produktionsenheden i den nordsjællandske by Kvistgård. Bavarian holder ligeledes stadig døren åben for kontraktproduktion af andre selskabers lægemidler på fabrikken.

Men hvor Bavarian halter en smule, er på kommercialiseringen af selskabets produkter, hvor det danske vaccineselskab tidligere har været afhængige af salgspartnere. Det er de imidlertid ikke nødvendigvis med vaccinekandidaten mod covid-19, lyder det.

”Lige nu er markedet ikke et kommercielt marked, det er direkte salg til regeringer. Moderna har allerede annonceret, at man vil kommercialisere sin vaccine senere i år, så det vil sandsynligvis ændre sig til et kommercielt marked, når vi kommer på markedet i 2023,” siger Paul Chaplin og fortsætter:

”Der tror jeg, at det stadig vil være en hybrid af direkte salg til det offentlige og et kommercielt marked. Men vi har som bekendt opbygget den kommercielle virksomhed både i USA, men også på større markeder i Europa. Så vi tror, måske med et par flere ansatte, at vi har grundlaget for at kommercialisere aktivet i USA og Europa.”

Topchefen henviser til Bavarian Nordics allerede markedsførte vacciner, Rabipur mod rabies og Encepur mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse, som Bavarian Nordic selv delvist sælger i Europa samarbejde med Valneva.

”Du behøver ikke en så kompleks kommerciel struktur til direkte offentligt salg, hvorimod RSV vil være et fuldbyrdet kommercielt marked med salg gennem distributører, til privatpraksisser og lignende, hvilket er et lidt anderledes dyr at forholde sig til,” siger Paul Chaplin.

Et usikkert marked

Spørgsmålet er, hvordan den reelle efterspørgsel er efter coronavacciner i 2023, hvor Pfizer, Moderna, Johnson & Johnson og Astrazeneca allerede nu har taget enorme markedsandele.

Adm. direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin, har et bud.

”Vi er lidt usikre på, hvordan markedet vil udvikle sig. Vi mener dog stadig, at der er et betydeligt marked. Grunden til, at jeg siger det, er, at den nuværende batchbølge af vacciner kun yder beskyttelse i mindre end seks måneder,” siger Paul Chaplin og uddyber:

”Jeg tror, at covid-vaccinemarkedet vil udvikle sig som influenza, hvor ældre og risikopopulationer årligt vil blive revaccineret for at komme igennem sæsonen. Og det betyder, at den nuværende bølge af vacciner ikke giver beskyttelse i en hel sæson. Så vi har derfor brug for bedre vacciner, der giver længerevarende beskyttelse. Og det er der, jeg tror, vi kommer ind i billedet.”

Han henviser til Storbritannien, hvor regeringen allerede har besluttet at vaccinere befolkningen over 50 år med et fjerde boosterstik.

”Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Danmark og andre lande følger trop. De fleste forudser, at corona desværre kommer tilbage til efteråret. Det betyder måske ikke, at der er en pandemi i sig selv. Men antallet af smittede vil højst sandsynligt stige,” siger Paul Chaplin.

Et investeringsår

Bavarian Nordic kom ud af årets første kvartal med en faldende omsætning, ligesom driftsresultatet og bundlinjen også dykkede.

På driften taber Bavarian Nordic også penge, og kan rapportere et ebit på minus 192,1 mio. kr. for kvartalet mod et tilsvarende driftsunderskud på 88 mio. kr. i samme periode året før.

Jeg kan se, at I har næsten 3 milliarder kroner i kontanter ved udgangen af dette kvartal, hvilket forventes at ligge på omkring 1 til 1,2 milliarder ved udgangen af året. Hvad skal I bruge alle de penge på?

”Vaccineudvikling er dyrt, så 2022 er et investeringsår. Vi har gang i et meget stort RSV fase 3-studie, som vi startede for et par uger tilbage. Vi skal rekruttere alle 20.000 forsøgspersoner allerede i år, så det er dybest set omkostninger til fase 3 med RSV og kommerciel produktion af ABNCoV2 (Bavarians coronavaccine, red.), som vi bruger de fleste af pengene på,” afslutter topchefchef i Bavarian Nordic, Paul Chaplin.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også