MedWatch

MSD skifter adm. direktør i Danmark - Andreas Daugaard Jørgensen får toppost i nyt spin-out-selskab

Andreas Daugaard Jørgensen skifter posten som adm. direktør i MSD Danmark ud med en toppost for et nyt MSD-selskab, der med flere end 10.000 ansatte har som mål at blive førende indenfor blandt andet kvinders sundhed. Afløseren for den afgående MSD-direktør er fundet.

Andreas Daugaard Jørgensen stopper som adm. direktør i MSD Danmark - får toppost i ny MSD spin-out-virksomhed med over 10.000 ansatte | Foto: MSD / PR

Medicinalselskabet MSD i Danmark skifter adm. direktør, idet Andreas Daugaard Jørgensen efter godt to år på posten nu skal være regional chef for Sydøstasien i en spritny spin-out-virksomhed, som MSD opretter per 1. februar.

Det oplyser MSD i Danmark til MedWatch.

Andreas Daugaard Jørgensen kom til MSD første gang i 2012 og har de seneste godt ni år været omkring flere stillinger i virksomheden, der blandt har bragt ham til USA og Holland. Siden december 2018 har han stået i spidsen for den danske afdeling og dens 180 ansatte, der som en af de største medicinalselskaber i Danmark omsætter for over 500 mio. kr.

Nu skifter den 40-årige statskundskabsuddannede Andreas Daugaard Jørgensen det danske hovedkvarter på Havneholmen i København ud med kæmpebyen Singapore, hvor han får bopæl, og hvorfra han for det nye MSD-selskab, der har fået navnet Organon & Co skal stå i spidsen for 18 lande i Sydøstasien.

Selvom Organon formelt oprettes 1. februar, forventes selskabet først at være fuldt udspundet i første halvdel af 2021, og MSD holder derfor informationerne om det nye spinout tæt til kroppen.

Klart er det dog, at Organon bliver et globalt selskab med flere end 10.000 ansatte, og at selskabet vil have særligt fokus på den del af porteføljen, som vedrører kvinders sundhed.

Også biosimilære produkter indenfor bl.a. onkologi bliver en prioritet, ligesom det nye selskab vil have produkter indenfor dermatologi, smertelindring, respiratoriske sygdomme og kardiovaskulære sygdomme.

Hovedkvarter for Organon vil ligesom MSD ligge i New Jersey, og den nye CEO for Organon, som Andreas Daugaard Jørgensen ultimativt kommer til at referere til, bliver Kevin Ali, der ligesom en stor del af de ansatte i Organon, kommer fra en stilling i MSD. Kevin Ali er således i øjeblikket president og ansvarlig for MSD International.  

Afløser fundet i egne rækker

MSD i Danmark har allerede afløseren for Andreas Daugaard Jørgensen klar, og hun er hentet i egne rækker. Det bliver således briten Catherine Williams, der kommer fra MSDs forretning i Storbritannien, hvor hun i øjeblikket sidder med ansvaret for bl.a. vacciner, der nu skal lede MSD i Danmark.

Med undtagelse af et kort visit i Takeda Pharma – syv måneder i 2014 – har hun tilbragt hele karrieren i MSD, der begyndte tilbage i 2004. Catherine Williams har en bachelor i sports science fra Coventry University, og har siden suppleret med lederuddannelser fra blandt andre Harward University.

Catherine Williams tiltræder officielt som adm. direktør i MSD Danmark 1. februar – hvornår hun kommer til landet, afhænger af rejserestriktionerne som følge af corona.

MSD sætter fokus på sexisme efter intern undersøgelse 

MSD-boss om kønsdiskrimination i life science-branchen: "Jeg har selv hørt en række anekdoter"

MSD starter intern undersøgelse om sexisme: "For farligt at lade være"

Direktør efterlyser samarbejde om kriseramt antibiotikamarked: "Alle er enige om, at der er et problem"

MSD-chef advarer: Urealistisk hype om coronavaccine skader tilliden til vacciner

 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier